A Kind of Paradise
Dokumentarfilmen A Kind of Paradise – 12 Stories from Africa instrueret af Andreas Johnsen præsenterer endelig publikum for et andet Afrika end katastrofernes, nemlig kunstnernes Afrika. Filmen blev vist på CPH:DOX til en udsolgt forevisning på Teater Grob men kan stadig opleves i Cinemateket søndag d. 13. november kl. 19..
ANMELDELSE af Maria Bierbaum Oehlenschläger
”GHETTO, GHETTO, GHETTO!!!” råber børnene i Luandas township ført an af Kuduro-musikere i glitter og pangfarver. De springer op på biler, klatrer på tagene og danser til lyden af bilernes horn og børnenes trampen.
Presidente Gasolina og Principe Ouro Negro fra Angola er de kunstneriske frontløbere for optoget og happeningen. For dem er kunstnere vigtige som agents of change på det afrikanske kontinent.
