Kilde: information.dk
Skarp kritik af regeringens nye udviklingsstrategi
Humanitære organisationer frygter, at regeringen fortsat vil lade sikkerhedspolitiske hensyn afgøre, hvor de danske bistandsmilliarder skal bruges. Ifølge ekspert er der ikke dokumentation for, at bistand til skrøbelige stater øger Danmarks sikkerhed.
Af Charlotte Aagaard
Regeringens nye udviklingsstrategi møder skarp kritik fra flere sider. Både Læger uden Grænser og uafhængige udviklingseksperter kritiserer udviklingsminister Christian Friis Bach (R) for at servere gammel Søren Pind-vin på nye flasker. Det er især regeringens planer om fortsat at anvende udviklingsbistanden til at fremme Danmarks sikkerhedspolitiske interesser, som møder kritik.
»Den nye udviklingsstrategi baserer sig – som den tidligere regerings strategi – på en opfattelse af, at man kan stabilisere skrøbelige stater som Afghanistan eller Somalia ved hjælp af udviklingsbistand og humanitær bistand,« siger Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Han finder denne sammenhæng meget tvivlsom:
»Vi har ingen forskningsmæssige beviser for, at den udviklingsbistand, vi giver, har nogen som helst indflydelse på sikkerheden i Danmark.«

