Sitemap    English    Kontakt    Webmaster    Privatliv  

 
PROJEKTSTØTTE -> Projekt præsentationer -> Afrika på tværs




ThorupArt og Kunstforeningen Køge Bugt præsenterer:

Afrika på tværs
Samtidskunst fra Øst- og Vestafrika



Portalen | Greve Teater- & Musikhus | 21. april – 20. maj 2007
Fernisering lørdag den 21. april klokken 14 - 17

”Afrika på tværs” er en udstilling af afrikansk samtidskunst, som bringer den spændende og dynamiske nutidskunst fra Afrika til Danmark. Udstillingen bringer også en kontrast af kunstnere sammen på tværs af det afrikanske kontinent. Tre kunstnere fra Uganda og Sudan i Østafrika udstiller for første gang deres billeder sammen med fire kunstnere fra Ghana, Mali og Burkina Faso i Vestafrika.

Fælles for alle kunstnerne på tværs af landegrænser, er deres særlige forhold til og afbildning af deres omgivelser og afrikanske kultur. Deres personlige og kunstneriske bevidsthed drejer sig om deres medmennesker og om naturen omkring dem ofte med indforståede vink til traditioner og symboler, men med lige så stærk bevidsthed om og bearbejdning af vestens kunsthistorie og billedsprog.

Kunstnerne fra det østlige Afrika; David Karungi og Ismail Damba fra det frodige Uganda samt Ahmed Abushariaa fra Sudan bruger kraftige og ofte komplementære farver.
Helt andre farver bliver brugt i Sahel landene i Vestafrika. Her arbejder de to kunstnere fra Burkina Faso, Christophe Sawadogo og hans navnebror Fernand Sawadogo, samt Thierno Diallo fra Mali med selvfremstillede naturpigmenter. Farver som okker, umbra og sienna fremkalder forestillinger om varme, tørke og sand. Gabriel Eklou fra Ghana afbilleder også sine omgivelser men her er det hans blå flader og malerier i brunlige nuancer, der får tankerne til at vandre fra landets frodige kyst i syd til de tørre nordlige regioner, der grænser op mod Burkina Faso og Sahara.

Fire af de syv kunstnere besøger Danmark i forbindelse med åbningen af udstillingen den 21. april i Portalen, og vil kunne fortælle om deres kunst og oplevelse af at være kunstner i Afrika i dag.
Udstillingen bliver i Portalen frem til 20. maj, hvorefter den i samarbejde med Mariagerfjord Kunstforening flytter til Kunstetagerne i Hobro.

Åbningstider i Portalen: torsdag-fredag: 14.00 – 17.00, lørdag: 13-17, søndag: 11-15

Udstillingen er støttet af Center for Kultur og Udvikling (CKU).


CKU styrker Danmarks kultursamarbejde med udviklingslandene