| |
Paradise Now Dagbog af Ditte Marie Bjerg.
Mennesker fra Filippinerne udøver på godt og ondt den ultimative mobilitet og fleksibilitet, når de ’cross-countryer’ hele verden rundt for at yde omsorg og for at sende penge tilbage til Filippinerne. Men hvordan påvirker dette emigrantliv den enkeltes skæbne og familien derhjemme som har mistet en potentiel omsorgsperson? Fænomenet hedder care-drain. Ditte Maria Bjerg er taget til Filippinerne for at udvikle den levende installation Paradise a pinoy café , som skabes til My World: Videobreve fra ældre filippinske kvinder til deres døtre, der arbejder 'overseas' med at yde omsorg til vores børn og ældre, skal fortælle om virkeligheden i dag, hvor landets største eksportvare er blevet dets kvinder.
(Nedenstående er et uddrag. Dagbogen kan i sin helhed læses i næste nummer af magasinet Cultures.)
MANILA DAG 1
Har drømt sære drømme efter en halv dag i vanvittige Manila, bl.a. om nogle meget dumdristige artister, måske inspireret af det sidste jeg i nat kunne iagttage fra hotellets tagterrasse. Mindst 50 arbejdere i fuld gang kl. 22 lørdag aften – vel at mærke i 13 etagers højde - i gang med etableringen af næste etage hjulpet af kun et par enkelte arbejdslamper hist og her. Det kan selvfølgelig også være vores eget projekt jeg drømte om, tænker jeg søndag eftermiddag, da Katrina og jeg prøver at komme i kontakt med Khavn de la Cruz, filminstruktøren, som vi skal samarbejde med de næste 3 uger. Vi skal portrættere ældre filippinske kvinder, der har det til fælles, at deres døtre arbejder overseas - som au-pair, domestic worker eller som caregivers. Khavn og jeg har mødtes kort to gange i Kbh, og så har der været svingende kontakt. En egentlig sådan plan med tider for shots og møder findes ikke, ” we´ll play it by ear” har Khavn beroliget mig.
Men så tikker sms’eén ind- med ” yup rd 9”, og kl. 20 bliver vi hentet af Khavn og Kints, hans production manager. Vi kører igennem det overraskende mørke Manila, hvor områderne af slum afløses af endnu en supermall, og derefter kæmpestore industrihaller dækket med banneret ’”Christ is near you’”. Da vi sidder bænket på Mogwai Bar sammen med fotografen Albert, går der ikke mange minutter før der er total fokus på næste dags opgave og billige øl på bordet, ikke meget høflig konversation og vi-skal-lige-lære-hinanden-at –kende.
Vi skal bruge en bestemt størrelse bord til optagelsen næste dag, intet problem. Kints vil tage på marked og købe det kl. 7 næste morgen – på et marked, der har åbent døgnet rundt. |
Albert Banzon (Cinematographer), Khavn Dela Cruz (Film director) og Ditte Maria Bjerg, location: Tagbilaran, Bohol - fotograf: Katrina Palad |
Albert Banzon (Cinematographer), Mina Cruz (fotograf), location: Quezon City - fotograf: Mina Cruz (Mina's kamera - Tristan Salas (production assistant tog det)) |
Vi har været frem og tilbage med om vi skulle arbejde med tekster i filmmaterialet eller udelukkende præsentere interviewmaterialet i I-pods. Vi beslutter os endeligt for tekst- foroven i billedet, og Khavn har flere ideer til hvordan vi kan undgå det klassiske tekstfelt.
DAG 2
Der er helt vildt koldt af aircon i den store van på vej til optagelserne, og jeg var for dum til at nyde det, tænker jeg nogle timer senere, da jeg igen ikke kan se noget på kameraets display, fordi sveden løber ned i mine øjne. Candelabria er 77 år og går i let panik da vi ankommer, og forsvinder langt ind i et køkkenskab. Da hun kommer ud, går hun passioneret i gang med at fortælle sin livshistorie – på tagalog, og vi sætter os mellem hunde, katte, bunker af vasketøj og stabler af bøger, kufferter, service m.m. Vi prøver at følge med, samtidig med at vi skal finde ud af hvordan det bedst fungerer med oversættelse. Hvem styrer spørgsmål, skal der oversættes løbende osv. Vi har lavet aftaler, men finder hurtigt ud af en helt anden model. Efter en halv times snak, går det op for os, at hun ikke er et rodehoved, men at hendes hus var et af de hundretusindevis vis af huse, der blev oversvømmet i november.
Oversvømmelserne kostede 7000 mennesker livet, overvejende mennesker der bor under Manilas broer eller i de lavtliggende slumområder |
Vandet ødelagde de fleste af Candelabrias fotografier, bøger og papirer og hun er stadig i gang med at rense og rydde op, et arbejde hun gør alene, for hendes mand på 85 ser dårligt og sidder helst foran det tændte fjernsyn, der er skruet max op for noget der ligner en horrorudgave af amerikansk dårligt fjernsyn med hvinende teenagere i hysteriske konkurrencer og reklamer for cremer, der på kun to minutter kan whiten up your skin…. Senere i samtalen med Candelabria. viser det sig at der ligger en helt anden historie.
og venter på os om hende og hendes datter, end den vi regnede med, og vi ændrer derfor planerne for hvad vi vil skyde med hende. Da vi når til optagelserne er vi meget enige om hvad der IKKE fungerer, og det virker som en konstruktiv start på et samarbejde. Khavn og jeg har dog meget forskellige indgange til, hvordan vi instruerer Candelabria, og det er et under at hun stadig er ved godt mod da dagen er omme. På den anden side har Candelabrias liv budt på værre ting end at være prøvekanin mellem en filippinsk filminstruktør og en dansk teaterinstruktør. |
Kristine Kintana (Production Manager), Albert Banzon (Cinematographer), location: Philcoa, Manila - fotograf: Mina Cruz |
Børn i en lille butik, location Philcoa, Manila (slumkvarter) - fotograf: Mina Cruz |
På vej tilbage til Manila bruger vi 10 minutter på at blive enige om hvad vi kan gøre bedre i morgen, jeg tror ikke der bliver indkaldt til så mange evalueringsmøder her…
DAG 3
Fuck, hvor er det svært – ikke at blive fortabt i medlidenhed, fortabt i sentimentalitet, fortabt i afmagt, når man skal indtage sin frokost – 2 meter fra en ældre mand, der sidder på jorden og ikke ser ud som om han har fået noget at spise de sidste par måneder. Da vi skal forlade baren, hvor vi spiser frokost midt i dagens optagelser, beder Kints servitricen om vi kan må give manden vores overskydende mad, og hun tager uden at blinke en plasticpose og skovler vores rester sammen. Men manden vil ikke have maden, for han siger han har feber og ikke kan spise noget. Og desuden skal vi jo altså tilbage til Miligring og er ikke socialarbejdere på gadetur, okay? |
Miligring hedder dagens mor på 72, og i løbet af den første times interview fortæller hun bl.a., at 3 af hendes døtre arbejder som domestic workers på Gran Canaria. Den ene rejste for 5 år siden og efterlod sin søn John Michael til Miligring. Nu er John Michael 16 og skal til vigtig high-school graduation ceremoni., som mor skulle komme og overvære, men så…..et eller andet uforståeligt, eller uforklarligt med penge, visum….men hun kommer nok senere på året. Eller gør hun mon, for udover sine forældre og sønnen der skal have penge hver måned, er der en enkelt uheldig søster tilbage, alene med 3 små børn.
Det er en meget fin arbejdsdag, hvor det lykkes at give Miligring det fornødne rum og tid. I første omgang har vi kun har afsat en dag hos hver kvinde, så des vigtigere, at vi bruger lang tid på at snakke med hende, det sted i huset, hvor hun hører til. En af vores optagelser er foran Miligrings metodistkirke som modtager 10% af medlemmernes løn, også af datterens Mona fra Gran Canaria. Møder kort pastoren, desværre et venligt og begavet menneske, kunne han ikke bare være et røvhul, så man i det mindste kunne pege entydigt på religionen som skurk….alt er sgu så kompliceretkomplekst.
|
Candelaria Sanchez, location: Balgtas, Bulacan - fotograf: Mina Cruz |
Læs resten af Ditte Marie Bjergs Logbog fra Paradis i næste nummer af Cultures - særnummer kun med IMAGES. Kommer snart!
|