Om Center for Kultur og Udvikling
Center for Kultur og Udvikling (CKU) skaber og styrker kulturelt samarbejde med udviklingslandene
CKU arbejder for at styrke udviklingslandenes kunst og kultur for at opdyrke ressourcer og skabe vækst og udvikling. En væsentlig del af arbejdet består også i at formidle viden om udviklingslandenes kulturer gennem kunst, der udfordrer gængse opfattelser og skaber indsigt og refleksion.
KERNEOMRÅDER
PROJEKTSTØTTEORDNING
CKUs støtteordning giver penge til kulturudveksling mellem Danmark og udviklingslandene. Støttekriterierne bygger på kvalitet, fornyelse og etablering af partnerskaber. Der prioriteres projekter, som er i stand til at skabe nye spejlinger og nedbryde stereotyper og fordomme – som er kreativt nyskabende – og som forankres i partnerskaber med potentiale for at generere nye samarbejder og videndeling på sigt.
CKU har støttet alt fra kenyanske rappere, som har brugt musikken til at slippe ud af slummen – over et grønlandsk/boliviansk samarbejde, der har ført til en filmproduktion om kunst hos oprindelige folk – til cubansk arkitektur, der viser os, hvordan man effektiviserer pladsudnyttelsen i en voksende storby. Puljen kan ansøges af enkeltpersoner, foreninger og større organisationer, og der er frist 3 gange årligt.
KULTUR & BISTAND
Generelt lægges kræfterne i at realisere den danske strategi for kultur og udvikling, hvilket betyder at integrere og promovere kunst og kultur i de danske bistandsaktiviteter. CKU formulerer kulturstrategier i samarbejde med de danske repræsentationer i udviklingslandene og medvirker til implementeringen sammen med danske og udenlandske partnerorganisationer. De seneste år er det blevet etableret samarbejde i Ghana, Vietnam, Nepal og Bolivia, Afghanistan, Bangladesh, Kenya, Palæstina, Tanzania, Mali og Mozambique.
IMAGES
Images-festivalerne har gennem syv festivaler opbygget et stærkt brand som en enestående festival, der præsenterer danskere for de seneste kulturelle udtryksmidler og samtidskunst fra udviklingslandene. Tidligere festivaler: Images of Africa, 1991, 1993 og 1996 Images of the World 2000, Images of Asia 2003, Images of the Middle East 2006. Læs mere på images.dk.
VIDENSCENTER
Vi tilbyder information og rådgivning relateret til kultursamarbejde med udviklingslandene og råder over bibliotek, arkiver og databaser, som er åbne for offentligheden. Man kan med andre ord komme ind fra gaden og finde litteratur og information i forbindelse med et projekt eller en opgave.
CKU blev oprettet i 1998 og er en selvstændig institution under Kulturministeriet. Organisationen har en bestyrelse bestående af 5 medlemmer og en observatør fra Udenrigsministeriet og råder over et budget på 14 mil. årligt.