Sitemap    English    Kontakt    Webmaster    Privatliv  

 


Smagsprøver på nogle af kunstnerne på My World IMAGES - listen opdateres løbende

Khavn de la Cruz: Filippinerne
Khavn de la Cruz er aktiv kunstner inden for en række forskellige genre. Som filmmager, forfatter og musiker, med base i Quezon på Filippinerne er han ved at sætte et eftertrykkeligt aftryk på filippinsk kultur. Khavn de la Cruz er blevet kaldt ’den digitale revolutions Che Guevarra' og regnes af mange for en af digital films bedst skjulte hemmeligheder. Khavn de la Cruz’ produktionsselskab, Filmless Film, blev oprettet som reaktion på Dogme 95, hvor målet var at lave feature-film udelukkende med digital teknologi. Som instruktør har han lavet 16 film og mere end 60 kortfilm. Khavn de la Cruz’ parallelle karriere som musiker tager afsæt i gruppen The Brockas, hvor
han indtager rollen som sanger, sangskriver og pianist. Han har instrueret musikvideoer for en lang række filippinske kunstnere, ligesom han har skrevet og komponeret to rock-operaer. Han kuraterer ligeledes filmfestivalen Mov og arbejder konstant for promoveringen af den filippinske filmkultur.

Amadou Kane Sy: Senegal
Ud over at skrive om afrikansk nutidskunst, spænder Amadou Kane Sy (f. 1961) som kunstner over en række genrer og udtryksformer. Amadou Kane Sy står bag initiativer som ’Huit facettes’, ’otte sider’, hvor en række kunstnere arbejdede for at bringe kunst og kreativitet ud til støtte for befolkningen. Ligesom andre af Amadou Kane Sys værker var målet at skabe modvægt til globalisering og kommercialisering ved at fjerne centrum fra det, der kan måles og vejes - så kvalitet og kreativitet får mest opmærksomhed. Grundtanken for Amadou Kane Sy er, at Afrika i dag til en
vis grad defineres udefra. Hver gang et afrikansk land modtager penge eller udviklingsbistand er støtten altid ledsaget af en kontrakt. En aftale, der binder landet og tvinger det til at handle i overensstemmelse med donorlandenes ideologier. Af samme grund kunne My World IMAGES i februar 2009 lægge scene til hans video-kunstværk ’Lu et approuvé’ (’Læst og godkendt’), der henter sin titel fra standardformularen på franske kontrakter. Essensen af værket og målsætningen for Kane Sy Amadou er kort sagt ’globalisering fra neden!’ - kunstnerisk såvel som kulturelt.

Third World Bunfight/Brett Bailey: Sydafrika
"Sydafrikas skarpeste instruktør", "Wunderkind”, ”Sydafrikansk teaters slemme dreng”. Det er bare nogle af de etiketter, der er blevet hæfter på instruktør-dramatikeren Brett Bailey. Manden bag Third World Bunfight skiftevis anklages for at besudle kulturens hellige køer og hyldes som en banebrydende visionær kunstner, der baner vejen for et nyt sydafrikansk teater - et teater, der kan imødekomme de komplekse sammenstød mellem tro, tradition, forhåbninger og fantasi, der præger landet. Forestillingen Zombia fra 1996 var en eksplosion på den sydafrikanske teaterscene med sin flygtige, dramatiske blanding af ritual og skuespil. Siden har Third
World Bunfight og Bailey opbygget et ry, der forbinder tilsyneladende lethed og selvtillid med kunstneriske risikovillighed. Third World Bunfight er globalt ekstrem-teater og adrenalin-pumpende provokation, der ud over hjemlandet har udspillet sig i Indien, Bali, Europa, Uganda, Zimbabwe og Haiti.
Læs mere om Third World Bunfight

KonoKone: Mali/Danmark
KonoKone er overskriften på et musikalsk udvekslingsprojekt mellem kvindelige musikere fra Mali og Danmark. Navnet er en sammenskrivning af ordet ’kono’, der betyder ’sangfugl’ på det maliske sprog bambara og det danske ord ’kone’ (hustru, red.). I December 2009/januar 2010 har Solveig Sandnes, der er initiativtager til projektet, været i Mali for at indspille musik med Doussou Koulibaly, Kèmè Sidibé, Mouneïssa Tandina, Voix de Biri, Rokia Traoré og Chæur Passarelle m. fl. Det indspillede materiale fungerer som et oplæg til et samarbejde med udvalgte kvindelige musikere fra Danmark, herunder
Maria Laurette Friis, Jomi Massage, Heidi Mortenson, Rosa Lux, Chimes & Bells, Valby Vokalgruppe, Maria Køhnke, Disa, Lulu Roost og Lise Westzynthius.
KonoKones overordnede mål er at udbrede kendskabet til kvindelige maliske musikere i Danmark. Ideen til KonoKoneprojektet er udsprunget af et ønske om at forstærke musik fra ”randområder”, dvs. musik, der af forskellige årsager ikke høres så tit udenfor de geografiske områder eller de sociale miljøer, den er opstået i. Ideen er, at de maliske og danske kunstnere indgår i et ligeværdigt samarbejde omkring at skrive og indspille en række sange til et album, der udkommer til oktober 2010 og tager på en mindre turné i Danmark i september 2010.
Læs mere om KoneKone på Myspace og blogspot.

ArtSchool Palestine: Palæstina
ArtSchool Palestine danner rammen om både udveksling og udvikling af samtidig palæstinensisk kunst. Non-profit organisationen blev grundlagt i 2005 på initiativ af en af flere aktører inden for kunstmarkedet, kuratorer og kunstnere med hjemsted i Palæstina og London.
Gennem forskellige programmer bestræber ArtSchool Palestine sig på at give kunstnere mulighed for netværk, dialog og kulturel udveksling. Deres arbejde
kommer ud til et bredere internationalt publikum med at den kritiske debat fremmes. Siden starten har aktiviteterne involveret en bred vifte af projekter - fra udstillinger, film- og video-visninger, foredrag, forestillinger og publikationer.
Tjek ArtSchool Palestines hjemmeside

Koyo Kouoh: Cameroun
Koyo Kouoh er en anerkendt kunst-administrator, kurator og - formidler. Med base i hjemlandet Cameroun arbejder hun for at fremme intellektuel og kunstnerisk kreativitet i Afrika. Det har hun bl.a. gjort som koordinator for de kulturelle programmer på Gorée Institute, der fra Camerouns hovedstad Dakhar arbejder med fredsarbejde, udvikling og fremme af afrikansk kunst og kultur. Koyo Kouoh har samarbejdet med Dakar-biennalen siden 2000, sam-kurateret ’Recontres de la Photographie Africaine’, og hun stod som en af drivkræfterne bag La caravane de la Poésie
- en litteratur-tur fra Gorée til Timbuktu i Mali. Hun har speciale i fotografi og projekter, der griber ind i det offentlige rum, og har kurateret udstillinger i Brasilien, Schweiz, Østrig, Tyskland og USA. Senest har Koyo Kouoh været rådgiver for den kunstneriske leder for den tyske kunstfestival Documenta 12. Desuden har Koyo Kouoh medvirket til at udbrede kendskabet til moderne afrikansk kunst gennem bøger og artikler.



CKU styrker Danmarks kultursamarbejde med udviklingslandene