| |
Not about: Kolonial artist Talk på Frederiksberg
Kunstprojektet NotAboutKarenBlixen har som optakt til My World IMAGES afholdt en serie 'artist talks'. Vi var med den sidste aften.
Af Daniel Henschen
- Vi bruger Karen Blixen som et udgangspunkt.
Sådan sammenfatter billedkunstneren Nanna Debois Buhl en del af konklusionen på det paradoksale spørgsmål: hvilken rolle spiller den danske forfatter Karen Blixen i et projekt, der udtrykkelig ikkehandler om hende.
Forvirret?!
Kunstprojektet NotAboutKarenBlixen er en del af My World IMAGES festival 2010, og den 23. februar afholdt kuratorerne Michelle Esitrup og Brooke Minto den sidste af en række artist talks, hvor kunstnerne forholder sig til deres kommende værker og projektets ramme.
Konceptet drejer sig da heller ikke så meget om at bedømme og dømme eksisterende værker. Målet er at skabe et miljø, hvor kunstnerne kan fortælle om deres udgangspunkt og tidligere værker og sammen med andre diskutere, hvilke veje projektet kan gå. | 
Brendan Fernandes og Nanna Dubois Buhl |
En uformel stemning er essentiel, og derfor handler det udtrykkelig ikke om et passivt publikum, lige som stedet er ikke en klassisk foredragssal:
Publikum kommer som indbudte gæster og slår sig ned i blandede dagligstuemøbler i en klassisk Frederiksberg-lejlighed med strejf af jugend og historicisme. Her ville aftenens usynlige hovedperson baronesse Blixen sikkert have følt sig hjemme. Hvad hun havde ment om aftnens diskussioner og hendes egen tvetydige rolle i dem er en anden sag – selvom hun sikkert havde værdsat det blandede kenyanske og danske publikum.
| Authetnicity: Aftryk af kulturen | I NotAboutKarenBlixen engageres seks kunstnere fra hhv. Danmark og Kenya i projektet i duoer med den opgave at skabe nye tværkulturelle, kollektive kunstværker. NotAboutKarenBlixen bruger Karen Blixens navn til at kickstarte en kunstnerisk udforskning af identitet og arven efter den koloniale verden i Danmark og Kenya. Som kuratorerne udtrykker det:
- Projektet er ‘NOT ABOUT’ Karen Blixen selv, men kaster lys over nutidige problemstillinger, som er et produkt af historien. Rollerne landene imellem undersøges ved kunstnerisk udveksling |
og udforskning. Gennem visuel kunst, lyd, performance og new media vil projektet bygge bro mellem Danmark og Kenya.
Den indirekte måde at placere Karen Blixen på kan tilsvarende læses som en kommentar til nutidens opfattelse af Danmarks koloniale fortid: Vi ved den er der, men vi taler aldrig om den.
I strukturerede samarbejdsperioder på tre uger i Danmark og fire uger i Kenya skal de tre danske og tre kenyanske kunstnere opleve hinandens omgivelser og reflektere og bearbejde indtryk fra hinandens forskellige sfærer. Resultatet bliver fælles værker, der præsenteres under My World IMAGES til sommer.
D.20. februar var det Gillion Grantsaan (DK/NL/Surinam), Ato Malinda (Kenya) og Lesley Anne Brown (DK, USA, Trinidad), der fremlagde deres tanker. Og søndag var bagkvinden Michelle Eistrup (DK/Jamaica) vært sammen med kenyanske James Muriuki (Kenya).
Tilbage til d. 23. februar, hvor det var kunstnerteamet Nanna Debois Buhl og Brendan Fernandes, der skulle fortælle om de overvejelser, de i den forløbne uge havde gjort sig i forhold til at forløse visionerne for NotAboutKarenBlixen:
Mønstre af dine rødder
Brendan Fernandes lagde ud med at vise billeder af værker, der arbejder med en opvækst og baggrund på tværs af kontinenter og kulturer. Den New York-baserede kunstner med indiske rødder tilbragte den første halvdel af sin barndom i Kenya, før familien emigrerede til Canada. I videoværket Foe (’fjende’ på engelsk, 'falsk' på fransk) udforsker han forholdet mellem de mange mulige identiteter og omgivelserne, når han modtager undervisning i at tale engelsk med henholdsvis østafrikansk og indisk accent.
- Det viste sig, at det også påvirkede min personlighed. Når jeg talte som ’afrikaner’ fremtrådte jeg mere ydmyg og tilbageholdende, forklarer Brendan om sine erfaringer, og hele stuen bryder ud i latter da han konkluderer: - Men helt konkret fik jeg også ondt i kæben af at tale uafbrudt i otte timer.
Denne underfundige, ironiske tone er karakteristisk for Brendan Fernandes. Selv når han arbejder med det intime og potentielt sårende. Aftnens første billeder viser klip fra projektet Authetnicity – titlen spiller på forholdet mellem autenticitet og etnicitet –, hvor Brendan Fernandes ligger i et solarium med en del af kroppen afdækket af traditionelle indiske mønstre i plastik. Mønstre som han varierede og bogstavelig talt brændte ind i sin krop, når resten af huden ændrede farve - undtagen de steder der var dækket med de indiske aftryk. I otte
måneder bar han rundt på de svindende rester af sin egen kulturelle arv, nærmest som en hudsygdom. Men processen har et lag til:
- En inder eller kenyaner, der er mørk, tilhører de laveste lag i samfundet, fordi man har været ude at arbejde i marken under solen. En nordamerikaner, der er solbrændt tilhører de højeste lag. Han har taget sol eller været på ferie. | 
Foe af Brendan Fernandes |
Tivoli og æsler
Derefter er det Nanna Debois Buhls tur. Hendes billedværker dokumenterer en udforskning af Danmarks koloniale fortid.
Første billede forestiller Tivolis tidligere koncertsal, der minder om en slags mini-Taj Mahal. Nanna Debois Buhl forklarer, hvordan den asiatiske stil, vi forbinder med forlystelsesparken, blev introduceret i efterskælvet fra skæbneåret 1864. Danskerne skulle spejle sig i en anden storhed i stedet for nederlaget:
- Tivoli optog simpelthen stilen fra de engelske og franske kolonier, siger Nanna Debois Buhl, og peger på det ironiske i, at koncertsalen senere blev et stærkt nationalt symbol, da det i slutningen af besættelsen blev ødelagt af et gengældelses-angreb for dansk sabotage.
I en serie billeder, der minder om ferie-dias har Nanna Debois Buhl haft hænderne helt nede i den koloniale fortid. De kommer fra filmen ‘Looking for Donkeys’: Nanna Debois Buhl opholdt sig igennem et stykke tid på øen St. John i det tidligere Dansk Vestindien. En ø der giver genlyd af Danmarks koloniale fortid med danske stednavne, og så dét der først og fremmest tiltrak hende: Æslerne.
- Danskerne importerede æsler til øen, og deres efterkommere lever der nu vildt i flokke. De er en slags kolonialismens spøgelser.
Nanna Debois Buhl fulgte æslerne, ventede på dem, tog billeder af dem og førte dagbog under sit ophold. På den måde blev æslerne en ledetråd, der spandt slavetiden, sukkerplantagerne og kortlægningen af øen sammen i et nutidigt aftryk.
Et aftryk som Nanna Debois Buhl gjorde helt konkret i det næste værk, hun viser billeder fra: To kæmpe-tæpper. Et med det første danske kort over Skt. John og et med en række danske embedsmænd der i kolonitidens uniform, komplet med tropehjelm og overskæg, kæmper sig vej gennem en uvejsom jungle.
Udstillingen, der var foranlediget af det jyske firma Ege-tæper, spillede på de vægtæpper med religiøse og historiske motiver, der i middelalderen og renæssancen prydede salene i adelens slotte.
Efter at Brendan og Nanna er færdige med præsentationen af deres værker bryder en engageret diskussion frem fra sofaer og lænestole. Gæsterne vil høre, hvordan de to kunstnere vil bygge deres kunstneriske temaer sammen, og hvordan de med deres indbyrdes forhold og biografier kan arbejde med kolonitiden.
En slags bud på samarbejdet kommer da de to samarbejds- | 
Partners in crime |
partnere læser breve op, de som indledende øvelse har skrevet til hinanden. Det er breve der svæver hen over deres egen fortid, det danske vejr – og sidst men ikke mindst den Karen Blixen, som også kommer til at optage den sidste del af diskussionen.
For hvordan lader man være med at tematisere noget, der er ens egen overskrift?
 |