Sitemap    English    Kontakt    Webmaster    Privatliv  

 
PROJEKTSTØTTE -> Retningslinjer for ansøgere



Retningslinjer for projektstøtte

CKU har en række prioriteringer, begrænsninger og krav til projekter for kulturudveksling mellem Danmark og udviklingslande. Det kan du læse om her.



CKUs prioriteringer
  • Den danske offentlighed præsenteres for nyskabende kunst og kultur fra udviklingslande med henblik på at fremme kulturel forståelse, dialog og tolerance. Der sikres en geografisk, genremæssig og aktørmæssig spredning
  • Præsentation af dansk kunst og kultur indgår i rammer, der stimulerer gensidig inspiration og erfaringsudveksling mellem kunstnere/medvirkende fra Danmark og udviklingslande mhp. at fremme kulturel forståelse, dialog og tolerance.
  • For at stimulere samspillet mellem Danmarks kulturudveksling og de lande, hvor Danmark har et særligt bistandssamarbejde ydes særlig opmærksomhed til projektansøgninger, der vedrører Danidas programsamarbejdslande.

CKU støtter kulturudvekslingen mellem udviklingslandene og Danmark med midler fra Finanslovens §6.35.01.14.

Alle projekter bliver konkret vurderet i forhold til CKUs overordnede værdier, målsætninger og strategier.

CKUs krav

CKU kræver, at ansøger er fast bosiddende i Danmark.

KVALITET
Kvalitet er en forudsætning for at ændre gensidige fordomme og stereotyper samt for at kunst og kultur fra udviklingslandene gives udviklingsmuligheder og får en optimal modtagelse.

Der lægges vægt på kunstneriske, pædagogiske, formidlingsmæssige samt interkulturelle kvalitetskriterier.

SPREDNINGSEFFEKT
CKU ønsker at fremme, at kultursamarbejdet med udviklingslandene kommer i kontakt med så brede målgrupper som muligt. Der lægges også vægt på at stimulere en bred fordeling af aktiviteter geografisk - både når det gælder spredningen blandt u-landene og aktivitetsspredningen i Danmark. Der lægges desuden vægt på, at der sker en spredning på forskellige genrer og aktører.


FORNYELSE
CKU prioriterer projekter:
- der er kreativt nyskabende
- der formidler samtidskunst fra udviklingslandene
- fra områder, der er oversete eller ikke tidligere præsenteret i Danmark.
Centret prioriterer desuden støtte til igangsættelse af nye initiativer.

PARTNERSKAB
CKU forventer at projekter er forankret i et samarbejde mellem partnere i Danmark og udviklingslandene, i form af navngivne enkeltpersoner, grupper, foreninger, institutioner eller andre aktører.

SYNERGI
CKU søger at fremme synergi, samarbejde og netværksstrategier, dels i Danmark og dels mellem Danmark og udviklingslandene. Dette omfatter gensidig kapacitetsopbygning, vidensdeling og information.

MEDFINANSIERING
Centret bevilger fortrinsvis støtte til projekter, der også modtager støtte fra anden side. Dette kan være enten ansøgers eget bidrag eller anden støtte. CKU på tager sig kun i ekstraordinære tilfælde at finansiere samtlige projektudgifter.

BUDGET
Projektets økonomi skal være gennemskuelig. Budgettet skal klart vise, hvilke, hvilke udgiftsposter der søges dækket af CKU. Læs mere under regnskabsaflæggelse og vejledning til regnskabsaflæggelse (MS word) og formular til regnskabsaflæggelse (MS Excel).


Begrænsinger i støtte fra CKU

CKU yder ikke støtte til følgende:
  • Arbejdslegater og forskning
  • Studieophold, der indgår som integreret del af studieforløb
  • Udgifter, der allerede er afholdt
  • Organisationers og institutioners normale virksomhed og drift
  • Lønudgifter og honorarer
  • Aktiviteter vedrørende lande, der ikke er på CKUs liste over støtteberettigede lande, svarende til Danidas grænse for bilateral projektbistand (revideres årligt). Et land er kun støtteberettiget, hvis det har en BNI, under 2570 USD samt er optaget på OECDs DAC-liste over udviklingslande.
    Ifm regionale projekter samt projekter, hvor oprindelige folk er involveret gælder dog i nogle tilfælde en fleksibel fortolkning.
  • Projekter hvis hovedsigte er egentlig bistand, oplysning, udvikling af dansk kunst og kultur, eksport af dansk kunst og kultur, Danmarks-profilering, lokale kulturmøde- projekter i Danmark uden direkte kobling til udviklingslandene
  • Projekter hvor udgifterne bør kunne dækkes af andre normale kulturstøtteordninger eller gennem anden indtægtsdækket virksomhed.
  • Aktiviteter i sammenhæng med indsamlinger.
  • Materialeindkøb (hardware, fotografisk udstyr etc)
  • Kun undtagelsesvis ydes støtte til projekter, der gentages.

Tilskud fra projektstøtteordningen til rejser til udviklingslande gives som hovedregel kun til research mhp. aktiviteter i Danmark.

Centret prioriterer den støtte, der gives inden for forskellige genrer og aktivitetsformer ud fra en afvejning af ressourcer og behov samt hvor CKU særligt kan gøre en forskel.


CKU samarbejder med danske ambassader og repræsentationer i udlandet om at realisere den danske strategi for kultur og udvikling, og CKU har derfor øremærket midler til organisationer, der arbejder med kulturudveksling i de pågældende lande.

Hvis der ansøges om støtte til et kulturudvekslingsprojekt, der vedrører et af disse lande, vil støtten derfor generelt ikke kunne overstige 50.000 kr.

I 2009 har CKU kulturstrategier eller kulturprogrammer i følgende lande: Ghana, Mali, Palæstina, Nepal, Afghanistan, Tanzania, Nepal og Mozambique samt i Vietnam og Bolivia. (For de to sidstnævnte gælder særlige regler, og der er ingen beløbsgrænse på 50.000 kr. - se under "Før du søger").


CKUs særlige prioriteringer for musik, film og litteratur

MUSIK

  • Innovativ kvalitetsmusik, der afspejler udviklingslandenes kulturelle mangfoldighed til en bredere offentlighed i Danmark, og som for et motiveret publikum bringer musik til Danmark, som ellers kun sjældent præsenteres for offentligheden.
  • Projekter, der gennem publikationer og aktiviteter beskriver, hvorledes musikken i udviklingslandene indgår som et vigtigt led i landenes kulturidentitet, herunder musikkens rolle for den kulturelle ytringsfrihed, som faktor for økonomisk og samfundsmæssig udvikling og som kulturel og politisk brobygger.
  • Projekter, der innovativt kombinerer musikpræsentation med musikpædagogik og kulturformidling i uddannelse/folkeoplysning.
  • Projekter, der styrker mediernes beskrivelse af musikken fra udviklingslandene. Der kan f.eks. gives støtte til rejser i forbindelse med musikmesser som Womex og Masa samt besøg i udviklingslande med henblik på at nuanceret udbrede kendskabet til disse landes musikkulturer.

FILM
  • Gæstebesøg af betydningsfulde instruktører fra udviklingslandene, der kan belyse forholdet mellem kunst og udviklingsproblematikker, herunder brugen af film og kunst som redskab for udviklingsprojekter
  • Produktionsstøtte til et mindre antal kommende danske film- og tvproduktioner, der fokuserer særligt på kunsten og kulturen i udviklingslandene, og hvor en støtte fra CKU kan bidrage til at bane vej for anden støtte. Støtten vil være begrænset til rejseudgifter og vil generelt ikke overstige 50.000 kr. Det forudsættes, at der er tale om produktioner, som på forhånd har sikret sig visningsinteresse fra tv- og eller filmbranchen.
  • Der vil rent undtagelsesvis kunne ydes større beløb til produktioner, der kunstnerisk og indholdsmæssigt adskiller sig markant fra det eksisterende udbud af film, der beskæftiger sig med kunst- og kultur i udviklingslandene og kan formodes at højne såvel videns- som debatklimaet i Danmark.
  • Mediefremstød for film fra udviklingslandene, specielt støtte til rejser til filmfestivaler og filmbegivenheder i syd med henblik på formidling i danske medier
  • Støtte til rejser til relevante filmfestivaler og netværksmøder for filmformidlere og filminstruktører med henblik på inspiration, research og deltagelse i netværk

LITTERATUR
  • Gæstebesøg af væsentlige forfattere fra udviklingslandene, som indgår i arrangementer, der inkluderer såvel undervisningssektoren som offentlige café-, debat- og dialogmøder.
  • Netværksaktiviteter , der fremmer viden og samarbejde vedrørende formidling af litteratur fra udviklingslandene.
  • Mediefremstød for litteratur fra udviklingslandene. Journalister og litteraturkritikere/formidlere kan med henblik på formidling i Danmark søge tilskud til rejsestipendier til at besøge bogmesser og netværk, der fokuserer på udgivelse og formidling af litteratur fra udviklingslandene, eller til særlig formidling af væsentlige forfatterskaber.
  • Innovative fremstød for litteratur fra udviklingslandene herunder fremstød i forhold til biblioteker, konsumenter og forhandlere.


For yderligere information

Kontakt centerkoordinator Louise Wolfson på tlf. 33 17 97 00.




Til top
Rev.: 05/05/2004
CKU styrker Danmarks kultursamarbejde med udviklingslandene