Landets historie

I den islamiske republik Afghanistan anslås der at være omkring 28 millioner borgere.
Befolkningen har været udsat for mange år med krig og borgerkrig. Det er en medvirkende årsag til, at landet i dag er et af verdens mindst udviklede lande med en meget svag infrastruktur og økonomi.

Afghanistans beliggenhed mellem Indien, Kina, Pakistan, Iran og de Centralasiatiske republikker giver det en afgørende geo-strategisk placering, der gennem tiderne har gjort landet til et knudepunkt for handel og transport. Der spekuleres i, hvorvidt denne attraktive geografiske placering har været en af årsagerne til, at landet er forsøgt overtaget af mange forskellige udefrakommende såvel som lokale krigsherrer. Disse spekulationer er igen blevet relevante i forbindelse med invasionen af USA og de allierede i 2001.

I løbet af 1800-tallet, efter de Engelsk-Afghanske krige (udkæmpet 1839–42, 1878–80, og sidste gang i 1919), og efter at Barakzai dynastiet var kommet til magten, kom store dele af Afghanistans territorium i Storbritanniens besiddelse. Storbritannien udøvede en stor grad af indflydelse, og det var ikke, før Kong Amanullah Khan overtog tronen i 1919, at Afghanistan genvandt fuldstændig uafhængighed over sin udenrigspolitik. Den længste sammenhængende periode af stabilitet i Afghanistan var mellem 1933 og 1973, da landet blev regeret af Kong Zahir Shah.

Da regeringen var i fare for at bryde sammen, forsøgte Sovjetunionen i 1979 at besætte landet. USA, Pakistan og andre regeringer støttede imidlertid den afghanske modstandsbevægelse, hvilket betød, at Sovjetunionen trak sig i 1989 efter nogle særdeles blodige år.

De mange våben, der var kommet ind i landet, og det politiske tomrum efterlod landet i et kaos af krigsherrer, som alle forsøgte at tilkæmpe sig så meget magt som muligt. Det førte til mange år med borgerkrigslignende tilstande, og det var i kølvandet på denne periode, at Taliban opstod.

Taliban udviklede sig med bl.a. støtte fra Pakistan og USA til at være en politisk og religiøs magtfaktor, som til sidst tilegnede sig magten i 1996. I 2001, blot 6 år senere, invaderede USA landet for at fange Osama Bin Laden og komme Taliban til livs.

I august 2009 stemte befolkningen til landets andet præsidentvalg siden invasionen. Hamid Karzai blev erklæret præsident for endnu en periode af den uafhængige valgkommission (IEC), efter at hans modkandidat trak sig. Valget blev skæmmet af beskyldninger om omfattende svindel og uregelmæssigheder, og valgdeltagelsen var lav bl.a. på grund af trusler om vold og drab mod de afghanere, som ønskede at stemme.

Hamid Karzai er i dag præsident i landet, men Afghanistan er et splittet land, hvor forskellige krigsherrer bestemmer over forskellige regioner. Landet er således kendetegnet ved at være delvist styret af en række magtfulde, regionale ledere, der kan betegnes som ”klanledere”. Disse ledere har stor reel indflydelse og står stærkt i forhold til Hamid Karzai og regeringen i Kabul.

Den økonomiske situation

I UNDP’s Human Development Index fra 2009 rangerer Afghanistan som nummer 181 ud af 182. Den væsentligste egenindtægt på statsbudgettet kommer p.t. fra told og afgifter på transithandelen. Der er dog fortsat tale om en begrænset del af det samlede statslige driftsbudget, hvor den resterende del af budgettet fortsat dækkes via bidrag fra internationale donorer.

Afghanistans største enkeltstående økonomiske aktivitet er i dag den illegale narkotikaøkonomi. Opiumsproduktionen er siden 2002 steget markant, og omkring 93 pct. af verdens opium dyrkes i Afghanistan. For mange afghanske bønder er opium kilden til deres daglige levebrød, og at fjerne disse bønders leveindtægt over en dag vil tvinge en stor del af Afghanistans bønder ud i fattigdom og potentielt drive dem i hænderne på Taliban. Det seneste år er det dog lykkedes at mindske produktionen af opium, blandt andet ved at støtte dyrkningen af alternative afgrøder.

Kunst & kultur

Afghanistan er også meget andet end de væbnede konflikter og den religiøse fanatisme, man ofte hører om i nyhederne. I landet findes også fredfulde og progressive kræfter, der forsøger at skabe et Afghanistan, der bygger på dialog og forståelse på tværs af etniske og religiøse skel, og et spirende kulturliv, der bygger på en ældgammel og rig kulturhistorie.

Poesi har længe været en kulturel tradition og lidenskab i Afghanistan. Det er hovedsageligt på dari og pashto-sprog, men i de seneste år er det også blevet mere anerkendt på Afghanistans mange andre sprog. Poesien har altid været et vigtigt element i afghanske børn og unges uddannelse og er en integreret del af afghansk kultur og selvforståelse. Derfor samler poesien også et ellers opdelt land.

Taliban forbød i 1990erne instrumental musik, hvilket har været sigende for kunsten og kulturens generelt svære vilkår i landet. Mange steder i Afghanistan er kunsten dog kommet op til overfladen igen, og der ses en række positive tiltag i landet.

I Kabul findes et ungdomshus, der kun har eksisteret lidt over et år, men som allerede er blevet et vigtigt mødested for unge afghanere. Huset dækker et stort behov blandt de unge i Kabul og fungerer som platform for kulturelle arrangementer for unge i alderen 15-26 år. Gennem undervisning og workshops i kunstarter som film, musik, litteratur og journalistik bestræber ungdomshuset sig på at bygge videre på den afghanske tradition for kreativitet.

I samarbejde med den afghanske mediegruppe, Moby Media Group, arbejder huset på at få de unge til at bidrage til den afghanske mediesektor og lade deres stemme blive hørt.

Afghanistan har fået sin første cirkusskole (Mobile Mini Circus for Children). Projektet har fået en enorm succes og er ved at brede sig ud over resten af Afghanistan. Indtil nu har skolen optrådt for over en million mennesker og er nået ud i 16 af landets 34 provinser.

I Qandahar, Balkh og Bamian er der oprettet litteraturcaféer, der fungerer som mødesteder for afghanere, de danner rammerne for dialog og en række kulturelle aktiviteter. Cafeerne skaber de fysiske rammer for, at kreativiteten kan blomstre og udvikles.

Menneskerettigheder

Den afghanske befolkning er mærket af de mange år med krig og uroligheder. Men det er et stolt og hårdtarbejdende folk, så hvis freden langt om længe kan finde vej til det uroplagede land, er der håb for, at menneskerettighederne vil få større fremgang. Men stabilitet og fred er altafgørende. Det kan være med til at fortsætte den spirende progressive udvikling, som også findes i landet.

En række af de udfordringer, Afghanistan står overfor, er langvarige rettergange, dårlige fængsler, udbredt straffefrihed for embedsmænd, politiet og sikkerhedsstyrker samt omfattende korruption. Der er til trods for forbedringer stadig store begrænsninger på presse-, forsamlings- og religionsfrihed. Det kommer til udtryk på mange forskellige måder både hos journalister, forfattere og civilbefolkningen. Der er strenge fastlagte dogmer for ytringsfriheden eller manglen på samme. Dogmerne sætter klare rammer og begrænsninger for, hvad der kan tales om inden for religion, politik, kvinders rettigheder osv.

Selv Præsident Hamid Karzai sætter i den grad dagsordenen for, hvad nationale og internationale journalister må stille ham af spørgsmål, og om journalister overhovedet skal være en del af pressekonferencer. Alle disse omstændigheder fører til en øget selvcensur.

Valget i 2009 var forbundet med store uregelmæssigheder. Det var først og fremmest vanskeligt overhovedet at få befolkningen frem til stemmeurnerne. Det skyldes ikke en manglende vilje fra befolkningen, men frygt for de trusler, overfald og drab, der sket under valget. Taliban holdt sig ikke kun til at true og udøve vold på civilbefolkningen, også nogle af politikerne, der stillede op til valget var i livsfare, og enkelte blev dræbt.

Afghanistan mangler helt grundlæggende ligestillingsrettigheder. Religiøse organisationer har i nogle provinser styrket de social normer, der forhindrer, at kvinder rejser eller endda forlader hjemmet uden et mandlig familiemedlem eller andet godkendt følgeskab. Disse organsiationer har sat skub i kulturelt funderede normer om, at kvinder, der rejser uden følgeskab “sætter spørgsmålstegn ved hendes fromhed”.

Det er selvsagt vanskeligt at opnå ligestilling, når det visse steder er vanskeligt at forlade hjemmet alene. Der er adskillelige tilfælde af manglende ligestilling mellem mænd og kvinder i Afghanistan. Der er uligheder i forhold til loven, uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet, i ægteskabet osv.

Til trods for at regeringen har lavet en række nye love, der skal forbedre kvinders vilkår, er der dybt forankrede kulturmønstre, som gør, at disse forhold tager lang tid at ændre. I den forbindelse er det positivt, at der igennem de sidste år er blevet bygget en række skoler for piger i områder, hvor basal skolegang kun var forbeholdt drenge. Uddannelse af den yngre generation anses som et vigtigt skridt mod forbedringer.

Observation

Afghanistan kan være et vanskeligt sted for nødhjælpsorganisationer og NGO’er. Der er tilfælde, hvor Taliban har angrebet deres køretøjer, kontorer og hjælpearbejdere. Derudover rapporteres der om tilfælde, hvor NGO’er må betale bestikkelse til oprørere og militsledere for at bringe nødhjælp ind i landet og distribuere det.