Landets historie

Under koloniseringen af Afrika blev Kenya i 1920 britisk kronkoloni. Modstanden fra befolkningen var stor, og der var væbnet modstand mod både farmere og kolonistyre. Efter over 30 års kolonisering lykkedes det i 1957 for kenyanerne – med målrettet organiseret politisk aktivitet – at få mulighed for selv at vælge repræsentanter til landets lovgivende forsamling. I 1963 fik det nydannede parti Kenya African National Union (KANU) en overvældende valgsejr, og samme år blev Kenya erklæret for selvstændigt.

Kenya har siden uafhængigheden i 1963 været et bemærkelsesværdigt stabilt afrikansk land. I 1992 gennemførtes for første gang et præsident- og parlamentsvalg med deltagelse af flere partier og kandidater, men med beskyldninger fra oppositionen omkring valgsvindel. Oppositionen samlede sig, og efter en national “regnbuekoalition” med nuværende præsident Mwai Kibaki i spidsen vandt de valget i december 2002 – og bragte 24 års KANU-styre til ophør. I perioden herefter var Kenya overordnet set inde i en positiv politisk udvikling. Systemskiftet og den nye regerings reformdagsorden fik ændret perspektiverne for en politisk, økonomisk og social udvikling i Kenya til det bedre.

Ved valget i 2007 blev mange års stabilitet sat over styr. En overraskende voldsom politisk krise brød ud i landet. Efter en rekordstor valgdeltagelse kom det til et meget tæt opløb mellem den siddende præsident og oppositionen, og den efterfølgende stemmeoptælling blev præget af kaos og manipulation. De internationale valgobservatører dokumenterede decideret svindel med stemmer og optælling. Den kenyanske befolkning reagerede voldsomt på håndteringen af valgprocessen, og oprør startede i flere byer og landområder, hvor op mod 800 mennesker blev dræbt i noget, der kunne ligne etniske kampe mellem især kikuyuer, lou’er og luhya’er. Opgøret – “post election violence” – og den efterfølgende krise sætter fortsat hindringer i vejen for landets videre demokratiske og økonomiske udvikling.

Kunst, traditioner og tendenser

Med over 40 forskellige etniske stammer i landet findes der ikke noget, der bare kunne minde om én fælles traditionel kenyansk kultur. Hver stamme har sin egen unikke kultur, der dog altid har været under påvirkning fra de omkringboende stammer. På den måde fletter de forskellige kulturer sig ind i hinanden, og de etniske grupper er delt ind i større undergrupper alt efter deres kulturelle og sproglige fællestræk. Maasai-kulturen er nok den mest kendte af de etniske grupper. Det er faktisk en relativt lille etnisk gruppe i Kenya, men turistindustrien har af kommercielle grunde udbredt kendskabet til netop denne stammes særpræg.

Den geografiske omfordeling af jord i landet, som både de europæiske kolonimagter og siden fra landets egne politiske ledere har iværksat, har bl.a. haft den konsekvens, at mange kenyanerne i dag stort set ikke kender deres egen kultur – eller deres naboers. Kolonimagternes administration af landet, missionærernes udbredelse af kristendommen og en stigende uddannelse af befolkningen har udvisket mange af de oprindelige kulturelle traditioner – og skabt et hul i den kenyanske kultur, der i stigende grad bliver udfyldt af vestlige traditioner og tendenser.

Scenekunst

Både under og efter kolonitiden blev den vestlige teatertradition dyrket på teatrene Little Theatre og National Theatre i Nairobi. I 1970’erne var dramatikken ofte samfundsdebatterende, hvilket gav politisk modstand og i flere tilfælde medførte censur. Mens det kunne forhindre censur at skrive på engelsk, blev der til gengæld slået ned på stykker, der blev opført på nationalsproget swahili, specielt hvis stykkerne inddrog lokalsamfundet og blandede kritik med folkelig æstetik. Disse teaterstykker havde ofte symbolske udtryksformer i sang, dans og ordsprog, som kritiserede den nykoloniale elite. Dette politiske motiv i scenekunsten kunne ikke tolereres af magthaverne, og de rettede med tiden censuren mod al samfundsengageret teater. I 1980′erne og starten af 1990′erne var teatergrupper derfor nødt til spille udelukkende på turnéer og festivaler for at forsøge at overleve.

Fra midten af 1990’erne kom det til bedre tider for den kenyanske teaterscene. Ved indførslen af flerpartisystemet i 1992 ophørte censuren af teatret, og et mere alsidigt og pulserende teaterliv blomstrede op.

Med navne som Odero Aghan og Erastus Owuor (historiefortællere), Opiyo Okach (mimer) og gruppen Fanya and Family har kenyansk teater aldrig set bedre dage. Det politiske teater er ikke længere så udbredt. Muligvis fordi kenyanerne i dag hellere vil underholdes og se fremad end få revet op i sårene omkring deres egen situation.

Billedkunst

Traditionelt er Kenya kendt for sin skulptur- og træudskæring, der ofte har religiøs betydning. Udskårne figurer af forfædrene siges at kunne formilde den åndelige verden; kenyanerne bærer dem blandt andet som amuletter om halsen. Billedhuggerne kan også bruge materialer som elfenben og guld. De nyskabende samtidskunstnere blander ofte disse traditionelle kunstformer med mere moderne og globalt påvirkede udtryk.

Billedkunsten i Kenya har ikke lette vilkår – men modstand avler ofte kreativitet. Et eksempel på det er kunstnergruppen Maasai Mbili fra Kibera-slummen i hovedstaden Nairobi. De brugte kreativiteten, da slummen eksploderede i vold og optøjer efter valget i 2007. Efter de i ugevis ikke havde kunne komme til deres atelier, besluttede de, at de lige så godt kunne flytte deres kunst ud af atelieret, ud blandt folket. Kunstnerne gik i gang med at male og dekorere mure og træværk. Det blev til mere end fem tusind stykker kunst i gaderne, med også mere simple graffiti-tags med budskaber som “Keep Peace Fellow Kenyans”. På den måde ville de bidrage til at hjælpe folket gennem krisen og bidrage til fred og forsoning.

Menneskerettigheder

Landets sikkerhedsstyrker og politi har ved flere tilfælde gjort brug af en overdreven magtanvendelse, der i de værste tilfælde har ført til grov vold og drab selv for små lovovertrædelser. I den forbindelse er myndighederne særdeles passive og tager kun i begrænset omfang metoder i brug for at komme denne vold til livs. Det hører derfor til undtagelsen, at de ansvarlige for volden stilles til ansvar og straffes. Landets domstole er ineffektive og underfinansierede. Det medfører lange rettergange, hvor personer kan sidde i varetægt i lang tid uden vished for deres liv og fremtid.

Kenya har en mere liberaliseret mediescene end mange andre afrikanske lande. Det skyldes bl.a., at landet har en stor middelklasse, som giver grundlag for betydelige reklameindtægter. Det betyder et større og mere forskelligartet nyhedsflow. Der meldes dog stadig om visse begrænsninger på ytrings- og pressefrihed, da der i 2009 blev vedtaget en lov, der medførte restriktioner for medierne i tilfælde af, at deres arbejde kom på tværs af ”landets sikkerhed”. Der har været tilfælde, hvor sikkerhedsstyrker chikanerede journalister og mediefolk for at påvirke dem til selvcensur. Der er også tilfælde, hvor regeringen kommer på tværs af befolkningens grundlæggende ret til forsamlingsfrihed. Det er sket ved, at de overvåger møder og debatter i civilsamfundet og har udsat enkelte personer, der har udtalt sig kritisk over for regeringen, for voldelige overfald. Det er alt sammen faktorer, der vanskeliggør mobiliseringen af en effektiv opposition.

I 2008 viste politiets statistikker, at der havde været 627 voldtægter i løbet af året, men menneskerettighedsgrupper anslog, at der blev begået mere end 21.000 voldtægter om året. Den lave indrapportering har flere årsager: voldtægt er et stort tabu i samfundet og er forbundet med en stigmatisering for offeret, frygten for gengældelse, dårlig uddannelse af anklagere, manglende adgang til læger, der kunne give de nødvendige beviser til domfældelse osv.

Derudover oplever kvinder en bred vifte af diskrimination bl.a. i ægteskabsrettigheder, ejendomsret og arveret.

Observation

I løbet af 2010 var der rapporteringer om en række personer, der døde i politiets varetægt eller kort derefter som følge af tortur og vold. Daily Nation rapporterede i januar om en 24-årig mand, der blev torteret til døde, mens politiet afhørte ham på Ngomeni Politi Station i en sag om et stjålent husdyr.