Landets historie

Libanon er et land med mange religiøse grupperinger. Dets uafhængige politiske fundament blev grundlagt i 1946, efter at Frankrig siden 1920 havde haft mandat over landet. Ledende repræsentanter for de store religiøse grupperinger gik sammen og skabte Den Nationale Pagt, hvori de to største grupperinger – maronitterne og sunnimuslimerne – blev enige om at arbejde for et samlet uafhængigt Libanon. De øvrige religiøse grupperinger fik stillet den garanti, at de ville få del i den politiske magt i overensstemmelse med deres andel af befolkningen.

Således er Libanon blevet det, man kalder en konfessionelt opbygget demokratisk parlamentarisk republik. Det dækker over, at de mange forskellige trossamfund formelt er blevet sikret deltagelse i det politiske systems magtstruktur og i administrationen – alt efter deres skønnede andel i den samlede befolkning.

Ved etableringen af Israel i 1948 blev Beirut centrum for de økonomiske forbindelser mellem den arabiske verden og Vesten, og Libanon oplevede fra sin uafhængighed og frem til udbruddet af den langvarige borgerkrig i 1975 en blomstrende økonomi og stor materiel velstand. Den blodige og ødelæggende borgerkrig, der varede helt indtil begyndelsen af 1990′erne, blev afsluttet med nedkæmpning af militserne og en aftale om omfordeling af den politiske magt. Landets parlament skulle i fremtiden bestå af lige mange kristne og muslimske repræsentanter, ligesom man blev enige om at begrænse præsidentens beføjelser.

Under borgerkrigen havde Syrien besat store dele af landet, og først efter den såkaldte Cederrevolution i 2005 trak det sine tropper ud af landet. I 1990′erne voksede den arabiske Hizbollah-bevægelse i Libanon, og den har i dag sit hovedsæde i Beirut. Bevægelsen har udviklet sig til en treleddet politisk organisation: En væbnet milits, en social bevægelse, der hjælper fattige muslimer, samt en politisk organisation med pladser i det libanesiske parlament.

Hizbollah er på mange måder Libanons dilemma. Jo mere organisationen vokser, des mere kræver de kristne libanesere, at den afvæbnes. For den libanesiske regering er det desuden problematisk, at Hizbollah modtager økonomisk og militær støtte fra Syrien og Iran. I juli 2006 udbrød der en regulær krig mellem Hizbollah og Israel. Krigen resulterede i omfattende ødelæggelser af Libanons infrastruktur. En våbenhvileaftale trådte i kraft i august 2006, men situationen ved den israelsk-libanesiske grænse er forsat anspændt.

Libanon har siden befundet sig i en alvorlig politisk krise, hvor oppositionen, ledet af Hizbollah og den kristne Fri Patriotisk Bevægelse, har arrangeret omfattende demonstrationer mod regeringen og krævet større indflydelse og snarlige valg. Ved et parlamentsvalg i 2008 lykkedes det at blive enige om den nye præsident Michel Sleiman, men forud for valget var den politiske situation blevet stadig mere tilspidset, og det lykkedes Hizbollah at tage magten i store dele af Beirut med våbenmagt. Efter forhandlinger parterne imellem i Doha blev situationen lettet, men Libanons alvorlige krise er langt fra afblæst.

En splittet befolkning

Selvom størstedelen af befolkningen i Libanon er af arabisk afstamning, har den kendsgerning, at de tilhører forskellige religioner – der tilmed definerer deres kultur – været årsag til mange stridigheder. De religiøse forskelle har således undermineret fællesidentiteten og følelsen af at tilhøre den samme nation. Da den libanesiske borgerkrig brød ud i midten af 1970′erne, dukkede alle samfundsproblemer op. Den lange krig har efterladt Libanon meget svækket og dens befolkning afmattet.

Men Libanon har ikke altid været et polariseret samfund. I den arabiske verden har det stadig et ry for at være et yderst liberalt og progressivt arabisk land, hvilket bl.a. hænger sammen med medielandskabets diversitet. Brug af internettet er udbredt, satellit-tv er almindeligt, og flere af de fællesarabiske satellit-kanaler har base i Libanon.

Litteratur

Den arabiske litterære og nationale vækkelse (al-Nahda) fra midten af 1800-tallet fik sit særlige præg i Libanon, da flere af dens frontløbere var europæisk skolede kristne arabere. Gennem oversættelser og egne værker lagde al-Yazidji-familien, al-Bustany-familien og Djurdji Zaydan (1861-1914) grunden til en ny litteratur og en libanesisk national bevidsthed. Beirut blev den arabiske verdens litterære centrum med mange bogforlag, tidsskrifter og en relativt fri presse. Efter borgerkrigen har Beirut langsomt genvundet sin position som litterært center, hvor arabiske forfattere kan få udgivet bøger, som er uønskede i deres hjemlande.

Film

De fleste nye libanesiske film kredser om borgerkrigen (fx Ziad Doueiris West Beirut, 1998, og Philippe Aractingis Under the Bombs, 2007), der har stærkt præget landets befolkning. En sjælden undtagelse er Nadine Labakis debutfilm Caramel fra 2007. Den blev vist i over 40 lande, hvilket gør den til den mest succesrige libanesiske film nogensinde. Filmen handler om fem libanesiske kvinder, der slås med hvert deres problem. Det handler om mellemmenneskelige forhold, sex og samfundsnormer samt eksistentielle spørgsmål som det at blive gammel.

Filmens almene og brede appel har sikkert været medvirkende til, at den slog internationalt igennem, på trods af at den tager sit udgangspunkt i nutidens Libanon.

Bosta (2005) af Philippe Aractingi er en slags libanesisk road musical, der kredser om musik, dans, traditioner og generationsskel. Filmen blev et hit i Libanon i 2006. Den viser Libanons forskellige regioner, som nogle unge musikere turer igennem i deres gamle bus. Filmen introducerer samtidigt en ny musik- og dansestil: Electro-dabkeh, som er en moderne fortolkning af en populær arabisk folkedans. Det engelske verdensmusikorkester Afro Celt Sound System har leveret soundtracket til filmen.

Menneskerettigheder

Retssystemet i landet har stadig store udfordringer. Dels fordi det er ineffektivitet, og der kan gå lang tid, før den enkelte bliver sat for en dommer. Men også fordi loven ikke forbyder tortur eller vold. Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International vidner om, at tortur er almindelig praksis i libanesiske fængsler.

Sikkerhedsstyrker og politi bruger gør brug af flere grove former for magtanvendelse. Det anvendes hovedsagligt over for palæstinensiske flygtninge og andre minoritetsgrupper.

Kvinder og mænd har ikke nødvendigvis samme rettigheder for loven. Ifølge straffeloven kan en mand, der dræber sin kone eller en anden kvindelig slægtning, få reduceret sin straf, hvis han beviser, at han reagerede på offerets seksuelle forhold. Der er i visse områder af landet et stort socialt pres for at forhindre kvinder i at tage en uddannelse. Ligeledes kontrollerer mænd i visse libanesiske områder kvindelige slægtninge og begrænser deres aktiviteter uden for hjemmet eller deres kontakt med venner og slægtninge.

Observation

Den 22. januar 2011 opdagede en gruppe soldater to mænd engageret i homoseksuel aktivitet i lobbyen i en ubeboet bygning i Beirut. Soldaterne slæbte dem med vold og magt til Sassine Sqaure. Ifølge rapporter slog, sparkede og stak de mændene med deres geværkolber. Volden sluttede først, da udeforstående forsøgte at blande sig, men soldaterne tilbageholdt mændene, der først blev frigivet et par dage senere.