Landets historie

Fra midten af 1000-tallet til midten af 1100-tallet udgjorde Mauretanien en del af almoravidernes rige, der på sit højdepunkt omfattede hele det nordvestlige Afrika og den sydlige del af den iberiske halvø. Mauretanien har fået navn efter ”maurerne”, der overtog magten i Al-Andalus i 1085. Det er m.a.o. den fællesbetegnelse, som europæerne gav de forskellige muslimske folkeslag af arabisk, berberisk og sort afrikansk afstamning, der i middelalderen erobrede den sydlige del af Spanien. I dag taler man om henhodlsvis hvide og sorte maurere, hvilket imidlertid ikke giver meget mening, da ”maurer” ikke er et betegnelse, der dækker over etnicitet. Til gengæld afspejler denne skelnen den nutidige politiske realitet i Mauretanien, hvor en hvid overklasse af arabisk og berberisk afstamning bestemmer over de laverestillede sorte afrikanere.

Fra omkring 1440 var portugiserne aktive ved den mauretanske kyst, hvor de deltog i den omfattende slavehandel. Franske interesser blev dominerende i slutningen af 1800-tallet. Kolonisering af det nuværende Mauretanien skete fra Senegal-floden i syd: Emiraterne Trarza, Brakna og Tagant underkastede sig den franske kolonialmagt allerede i 1903-1904, mens emiratet Adrar i nord forblev selvstændig indtil 1912. Mauretanien blev indlemmet i Fransk Vestafrika i 1920. I 1958 blev Mauretanien en selvstyrende republik, og i 1960 opnåede landet fuld uafhængighed fra Frankrig. Ved selvstændigheden gjorde Marokko indsigelse med henvisning til, at området ’historisk’ hørte til dem, men i 1960′erne sikrede den mauretanske regering sig anerkendelse fra flere regeringer i den arabiske verden, og i 1970 anerkendte også Marokko landets ret til selvstændighed.

I 1973 blev Mauretanien medlem af Den Arabiske Liga. Den politiske udvikling i Mauretanien har siden selvstændigheden været præget af uro, dels mellem den såkaldte hvide arabisk-berberiske overklasse og den sorte befolkning og dels mellem de forskellige politiske grupperinger. De etniske modsætninger har i flere tilfælde ført til direkte konfrontationer og gjort en del sorte mauretanere til flygtninge i Senegal. Lederen af den militærjunta, som tog magten i 1984, Maaouya Ould Sid’Ahmed Taya, stod fra 1992 i spidsen for flere civile regeringer. Han blev genvalgt for tredje gang i 2003, men valget blev ikke anerkendt af oppositionen. Efter flere mislykkede kupforsøg blev Ould Taya endelig afsat ved et kup i 2005, som bragte oberst Ely Ould Mohammed Vall til magten. Den erklærede hensigt var at forberede indførelse af reelt demokrati inden for en toårig periode.

I 2006 vedtog en folkeafstemning en ændring af forfatningen, der skal forhindre, at præsidentembedet er besat af den samme i mere end to femårs-perioder. Præsidentvalgets sejrherre i 2007 blev Sidi Mohammed Ould Cheikh Abdellahi, der overtog magten som landets første civile præsident i 29 år. Som premierminister udnævnte Abdellahi den tidligere direktør for nationalbanken Zeine Ould Zeidane. Regeringens hovedprioriteter var den nationale forsoning mellem de etniske grupper og de mange stammer og klaner samt at fremme den økonomiske og sociale udvikling, inklusive en bedre statslig styring af udnyttelse af naturressourcerne fisk, mineraler og olie. Den nye folkevalgte regering blev imidlertid offer for endnu et statskup, der blev gennemført af militæret under ledelse af general Mohammed Ould Abdel Aziz den 6. august 2008. I juli 2009 blev han genvalgt ved et præsidentvalg, og dermed blev der lagt låg på 11 måneders politisk krise.

Kunst, traditioner og tendenser

Kunst og kultur har trange vilkår i Mauretanien, et land, der lider under ekstreme levevilkår, og som siden uafhængigheden i 1960 i lange perioder er blevet styret med hård hånd. Der findes kun få mæcener. Kunsten begrænser sig derfor hovedsageligt til brugskunst, der tjener et praktisk formål. Der findes en rig tradition for mundtlige fortællinger i Mauretanien (episke fortællinger, gåder, islamisk poesi og prosa), men kun begrænset trykt litteratur.

Film

Film er det kunstmedium, hvor Mauretanien har gjort sig mest bemærket. I 1986 var Mauretanien involveret i produktionen af storfilmen Sarraounia baseret på romanfortællingen af samme navn af den nigerske forfatter Abdoulaye Mamani. Filmen, et historisk drama, der tematiserer slaget ved Loudou mellem den afrikanske dronning Sarraounia og de fremrykkende franske kolonitropper i 1899, blev instrueret af mauretansk-fødte Med Hondo. Sarraounia vandt førsteprisen ved den Panafrikanske Film- og Fjernsynsfestival i Ouagadougou.

En nyere produktion er Heremakono (2002), instrueret af Abderrahmane Sissako, en af de mest succesrige og international anerkendte afrikanske instruktører. Filmen handler om en ung mands brud med det traditionelle liv i en lille mauretansk landsby ved Atlanterhavet og fremmedgørelsen fra hans egne kultur. Filmen blev vist på filmfestivalen i Cannes, hvor den vandt FIPRESCI-prisen.

Menneskerettigheder

Præsidentvalget i 2009 blev betegnet som værende overordnet frit og fair af internationale observatører, hvilket må siges at være en væsentlig fremgang efter årtier med statskup, politisk ustabilitet og stor social opdeling i befolkningen. Retssystemet har ligesom dets nabolande store udfordringer, hvad angår retssikkerhed. Domstolene betragtes som værende ineffektive og underfinansierede og lever langt fra op til internationale standarder. I Mauretanien har det i værste tilfælde betydet lange varetægtsfængslinger af mindreårige, der pga. en ineffektiv domstol har ventet længe med at få afklaret deres fremtid.

Derudover er forholdene for de indsatte særdeles miserable. Forfatningen og loven forbyder tortur, og ifølge mauretanske menneskerettighedsorganisationer er brugen af tortur på stærkt tilbagetog i forhold til tidligere år, har der ikke været nogle dokumenterede forhold i 2010. Alligevel antages det, at der stadig findes tilfælde, hvor sikkerhedsstyrker, politi og fangevogter begår tortur for at få tilståelser af mistænkte og fanger. De metoder, der tidligere har være taget i brug, er elektrisk stød, brændemærkning, slag og seksuel vold. De ansvarlige for disse overtrædelser er igennem de seneste år blevet fredet af retsvæsenet.

Kvinder udsættes til stadighed for diskrimination, og antallet af kvinder, der udsættes for vold, overstiger langt det antal, som bliver dømt for disse forbrydelser. Det skyldes, at politi og myndigheder sjældent tager hånd om f.eks. vold i hjemmet, men også fordi kvinder sjældent anmelder tilfældene. Der er positive tendenser i forhold til, at mænd og kvinder modtager lige løn for lige arbejde. Loven overholdes ikke i hele landet, men der var en positiv udvikling at finde bl.a. hos det offentlige, det statslige mineselskab og en række moderne sektorer. Økonomisk uafhængighed er et vigtigt skridt hen imod en generel ligestilling i hele samfundet.

Observation

Mauretanien har udfordringer med at inkludere etniske grupper, der stammer fra de sydlige dele af landet. De er i et vist omfang blevet holdt ude for de politiske beslutningsprocesser.

Mauretaniens straffelov fastslår, at en mindreårig ikke kan varetægtsfængsles i over seks måneder. Men den mauretanske advokatsammenslutning (ONA) kunne rapportere om et stort antal personer, herunder mindreårige, der forblev i varetægtsfængsling i længere perioder på grund af urimeligt lange rettergange.