Landets historie

I 1895 udråbte Frankrig Senegal til fransk koloni. For at knytte kolonien så tæt til moderlandet som muligt førte franskmændene en bevidst assimilationspolitik og forsøgte at udbrede fransk sprog og kultur. Ligesom i de mange andre afrikanske kolonier satte kolonimagten gang i omfattende ændringer, og der blev opbygget skolevæsen og et senegalesisk militærkompagni og påbegyndt anlæggelse af jernbane- og telegraflinjer.

I 1946 blev det daværende Fransk Vestafrika en del af Den Franske Union, og det lykkedes for to senegalesere, der indtrådte i det franske parlament, at sikre fransk statsborgerskab for alle senegalesere. Efterkrigstiden var imidlertid præget af social og politisk uro samt af et stadig stærkere krav om Senegals nationale uafhængighed. I 1960 fik landet sin fulde selvstændighed, og republikken Senegal blev udråbt med Léopold Sédar Senghor som præsident.

Afhængighed af eksport af jordnødder og fosfat har præget Senegals økonomi siden uafhængigheden, hvor faldende verdensmarkedspriser og en voldsom tørke i 1970′erne gav anledning til social og politisk uro. Som konsekvens af uroen tillod præsident Senghor i 1976 et begrænset politisk flerpartisystem, og da han trak sig tilbage i 1980, blev der indført et fuldt flerpartisystem i landet.

Perioden efter 1980 har været præget af manglende økonomisk vækst. Derudover er befolkningstilvæksten og den store urbanisering, vandringen fra land til by, blevet et voksende problem for landet. Regeringens store besparelser på statens udgifter har ramt landbruget og uddannelses- og sundhedssektorerne hårdt, ligesom en voldsom devaluering af mønten betød, at prisen på nødvendige importvarer, eksempelvis olie, steg kraftigt. Den dårlig økonomi samt problemer i Casamance-regionen, hvor en separatistbevægelse siden slutningen af 1980′erne har ført væbnet kamp, førte til, at den folkelige utilfredshed med styret voksede. Ved præsidentvalget i 2001 vandt oppositionslederen Abdoulaye Wade, og den fredelige magtoverdragelse blev betegnet som en sejr for landets demokrati.

På trods af problemer med at reducere en meget stor arbejdsløshed og beviser om dårlig ledelse af de store offentlige virksomheder blev Præsident Wade genvalgt i 2007. Oppositionen kom med beskyldninger om valgsvindel, men den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS bedømte valget som frit og retfærdigt. Ved parlamentsvalget senere på året lagde Wade en mere konfronterende holdning til oppositionen, hvilket førte til politiske spændinger og til, at flere oppositionspartier besluttede at boykotte valgene. Præsidentens eget parti sikrede sig derfor en jordskredssejr og de 131 ud af 150 pladser i parlamentet. Forholdet mellem Wade og oppositionen er derfor stadig meget anspændt, bl.a. kritiseres Wade af mange for i for høj grad at inddrage sin søn i embedet og positionere ham som sin efterfølger.

Konflikten i Casamance-provinsen, hvor den lokal oprørsbevægelse i 20 år har kæmpet for provinsens uafhængighed som følge af beskyldninger om etnisk marginalisering, er fortsat uløst. På trods af en erklæret våbenhvile i 2004 har regeringen stadig ikke kontrol over området.

Kunst, traditioner og tendenser

Den traditionelle kunst i Senegal var oprindeligt bundet til vigtige sociale funktioner, men i takt med udviklingen er samtidskunsten i Senegal blevet mere autonom. Globaliseringen og internettets udbredelse har i de seneste årtier haft markant indflydelse på den kunst, der skabes i dagens Senegal. For mange af kunstnerne fungerer den traditionelle kunst mere som en inspirationskilde end som en fastholdelse af en egentlig tradition.

Al kunst i Senegal er selvfinansieret. Der findes ingen offentlig kunststøtte som i Danmark, hvilket gør, at de senegalesiske kunstnere ofte er tvunget til at prøve at afsætte deres kunst i markeder udenfor landets grænser. Senegal er heldigvis berømt for deres kulturelle rigdom, og det tætte bånd til Frankrig har hjulpet mange senegalesiske kunstnere. Både inden for billedkunsten, musikken, dansen og litteraturen har landet en stærk tradition.

Den traditionelle senegalesiske og vestafrikanske musik danner på mange måder grundlag for udviklingen af den rytmiske musik i vesten, da det var slaverne fra Vestafrika, der bragte grundstenene til jazz og blues med til USA. Mbalax, en ny musikform, der opstod i starten af 1970’erne, er i dag kendt over det meste af verden, blandt andet på grund af den senegalesiske sanger Youssou N’Dours internationale succes.

Traditionelt har senegaleserne produceret dekorative smykker, tæpper og tøj, ligesom glasmaleriet, der er en af landets ældste billedkunsttekniker. Sidstnævnte er i dag meget udbredt i Senegals større byer, hvor det med sin naive stil bliver brugt til at skildre dagligdagssituationer. Sandmaling er også en meget udbredt teknik i Senegal.

Den samtidige billedkunst beskæftiger sig med alt fra klimaproblematikker, afrikansk identitet og globalisering, samtidig med at den ofte optræder i en religiøs kontekst. Størstedelen af Senegals befolkning er muslimer, og den muslimske trosretning sufisme er den mest udbredte. Al kunst i landet er dog ikke religiøs kunst per definition – men den har sit afsæt derfra, og det er svært for kunstnerne ikke at forholde sig til den religiøse ramme.

Det er også for alvor samtidskunsten, der sætter Senegal på verdenskortet. Siden 1998 har Dakar været vært for den største biennale på det afrikanske kontinent, DAK’ART. En biennale er en større udstilling –  i dette tilfælde én, der samler nyskabende kunstnere fra næsten alle de afrikanske lande, og DAK’ART er med årene vokset sig så stor, at den ånder den prestigefyldte Venedig-biennale i nakken.

Flere nyere senegalesiske værker arbejder tematisk med at afsløre vestens appetit på at fremhæve forskellighed frem for ligheder, når den vestlige kultur møder andre kulturer.

Menneskerettigheder

I Senegal findes stadig store udfordringer med retsvæsnet. Det indebærer fysisk mishandling og tortur af fanger og mistænkte, overfyldte fængsler og lange rettergange. Der er rapporter om, at domstolen til tider ikke handler uafhængigt, men i stedet lader sig styre eller påvirke af den udøvende magt.
Forfatningen og loven beskytter ytringsfrihed og pressefrihed i landet, men i praksis begrænses disse rettigheder. Der er en række tilfælde, hvor journalister indirekte chikaneres af regeringen, hvilket har ført til selvcensur blandt journalister og forlag.

Landet har ligeledes udfordringer i forhold til kvinder og børns rettigheder. Ligesom de omkringliggende afrikanske lande er der en udbredt hustruvold i landet, det er forbudt ved lov, men i praksis opretholdes loven ikke. Der hersker nogle grundlæggende traditionelle kønsrollemønstre i landet, hvor kvinder overordnet set ikke får samme muligheder som mænd.  I 2008 var det kun 25 procent af kvinder over 15 år, der kunne læse og skrive, mens tallet var 42 procent blandt mænd. Antallet af mænd, der får en uddannelse, er ligeledes højere end kvinder. Derudover rapporteres der om børnemishandling og børneægteskaber som en del af overtrædelserne i landet.

Observation

Der er en udbredt forskel på piger og drenges skolegang. Piger støder oftere på problemer med at fortsætte i skolen. Når en familie ikke har råd til at have alle deres børn i skole, er der en tendens blandt forældrene til at fjerne deres døtre snarere end sønnerne fra skole. Derudover bygger det større frafald blandt piger på seksuel chikane fra skolens personale eller tidlig graviditet.