Landets historie

Uganda var under koloniseringen af Afrika under britisk herredømme, indtil landet opnåede selvstændighed i 1962. Efter selvstændigheden og frem til midten af 1980’erne var landets udvikling præget af en række borgerkrige og militærkup med en håbløs økonomi og blodig undertrykkelse af befolkningen til følge. Det var således også et militærkup, der i 1971 førte til, at hærchefen Idi Amin indledte et berygtet terrorregime, hvorunder mere end 300.000 mennesker gennem 8 år forsvandt eller blev brutalt myrdet. Det muslimske mindretal blev i denne periode favoriseret på de kristnes bekostning, og selv inden for hæren blev der foretaget etniske udrensninger. Diktaturet førte i 1979 landet ind i fem års blodig borgerkrig, der endte med, at den nuværende præsident Museveni kom til magten i 1986.

Den økonomiske genopbygning under Musevenis ledelse anses for en succeshistorie. Siden 1986 er økonomiske og politiske reformer blevet gennemført, korruptionen er mindsket, demokratiet er styrket, stabiliteten er genskabt og omverdenens respekt vundet. I 2005 blev der indført flerparti-system i landet, samtidigt med at præsidenten fik mulighed for at sidde på magten længere end to perioder.

Udviklingen i Uganda har været præget af det turbulente forhold til naboerne. Guerillaaktivitet i grænseområderne til Sudan har medført et stort antal flygtninge i nord. Mod vest støttede Uganda i 1994 den tutsi-dominerede magtovertagelse i Rwanda, og de to stater har siden aktivt støttet tutsi-dominerede oprørsbevægelser i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo.

Uganda er stadig blandt verdens absolut fattigste lande. I det nordlige Uganda lever omkring 70 procent af befolkningen fortsat i absolut fattigdom, primært som følge af den væbnede konflikt mellem Ugandas regeringshær og oprørsgruppen Lord’s Resistance Army. I 2002 forsøgte hæren at nedkæmpe oprørsgruppen, og det lykkedes regeringshæren at reducere LRA til nogle få hundrede soldater, og i 2006 indgik parterne en våbenhvile.

Trods krig og en voldsom HIV/AIDS-epidemi er befolkningen steget fra 16,7 mio. i 1991 til knap 28,8 mio. i 2005.  Ugandiske kvinder har en af verdens højeste fødselsrater – hver kvinde føder i gennemsnit næsten 7 børn, hvilket svarer til en befolkningstilvækst på skønnet 3,4 pct., og gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder er 19,1 år.

I 2001 blev præsident Museveni genvalgt med 69 pct. af stemmerne. Hans regering mødtes dog af stigende kritik på grund af korruption, beskyldninger om valgsvindel og klager over, at flere oppositionspolitikere blev fængslet under valgkampen.

Kunst, traditioner og tendenser

Som i de fleste afrikanske kulturer var den traditionelle kunst i Uganda oprindeligt bundet til vigtige sociale funktioner. Mange af landets regioner var tidligere kongedømmer med hver deres kulturelle tradition, og hvor hver stamme havde sin egen musik og dans til særlige lejligheder. Ugandas kulturelle arv er derfor rig og mangfoldig.

Der holdes i dele af samfundet stadig fast i de kunstneriske traditioner, men globaliseringen og internettets udbredelse har i de seneste årtier haft markant indflydelse på den kunst, der skabes i dagens Uganda. I dag udspringer Ugandas kunst af en smeltedigel af forskelligartede traditioner og påvirkninger udefra. Uganda har blandt andet et stort antal skønlitterære forfattere.

Scenekunst

Som med landets andre kunstformer skabes det ugandiske teater i spændingsfeltet mellem de ydre påvirkninger og landet oprindelige traditioner. Efter demokratiseringen af landet er der skabt mærkbart bedre forhold for kunstnerne. Ligesom alle andre ytringsformer led teateret under Idi Amins terrorregime under censur, og mange forfattere var nødsaget til at flygte ud af landet.

De forbedrede forhold for kunstnerne har også kunne mærkes på dansescenen, på trods af at denne form for kunst – med sit nonverbale sprog – ikke på samme måde led under censuren. Den traditionelle trommedans er stadig udbredt i landet, samtidigt med at der er vokset en lille niche for contemporary African dance frem på den ugandiske dansescene. Disse danseforestillingerne udgør en blanding af høje skrig, balletbevægelser, traditionelle steps, rul, twists og nye bevægelser.

Film

Som i Nigerias Nollywood eksploderer filmproduktionerne i Uganda i disse år. Landet har sågar fået deres eget Ugowood. Til trods for den øgede filmproduktion er det kun et fåtal, der kan leve af at lave film i landet. Men det tekniske udstyr er blevet billigere at få fingre i, og de ugandiske filmmagere kan i dag lave dokumentarfilm og spillefilmsproduktioner for ganske få penge.

De passionerede filmmagere bruger deres weekender og aftener på at skrive og producere filmene med hjælp fra venner. Miserable copyright-love og et kæmpe marked for piratkopiering og distribution forhindrer dem ofte i at tjene noget som helst på filmene. I stedet tjener mange til brødet ved at arbejde ved siden af, hvor de få heldige finder jobs på TV-produktioner, musikvideoer eller på teatre.

Uganda har stadig ingen filmskole, så de fleste filmmagere er autodidakte og suger i stedet deres viden til sig fra omgivelserne.

Musik

I Uganda er der mange forskellige musikalske traditioner som følge af de mange forskellige stammer, og hovedstaden Kampala udgør landets musikalske centrum. Den ugandiske musikindustri vokser kraftigt disse år, og samtidigt med at flere af landets genrer og musikere er ved at blive verdenskendt, så spilles der nu over 40 pct. lokal musik i den ugandiske radio.

Den musikalske genre Kadongo Kamo (én mand og én guitar) er populær blandt den ældre generation, i Baganda-regionen dominerer de ekspressive danse, tromme og xylofonmusik, og et andet sted i landet bruger Langi-stammen flittigt fingerklaveret i deres musik. En af de nyeste musikgenrer i Østafrika kaldes takeu og er en fusion af musik fra Tanzania, Kenya og Uganda.

Reggae og hip hop har også fundet vej til Uganda. Bobi Wine – der synger på sit modersprog luganda – er i dag er én af de største østafrikanske Dancehall-musikere. Rapperne Diamand Oscar og Didi er et godt eksempel på den ugandiske hip hop. Se dem her
www.youtube.com/watch?v=HCHkbBtufcA&feature=related
www.youtube.com/watch?v=EBOYyOdzFrc&feature=related

Menneskerettigheder

Landet har været præget af borgerkrig mellem oprørsbevægelsen Lord’s Resistance Army og Ugandas militær i de seneste mange år. Der har siden 2006 været forsøgt at opnå en fredsaftale mellem parterne uden den helt store succes. De mange internt fordrevne har dog i højere grad fået mulighed for at vende tilbage til deres landsbyer og genopbygge landet, men selvom regeringen har kørt en stor offensiv, og oprørsbevægelsen er blevet kæmpet alvorligt tilbage, er LRA stadig i live. Bevægelsen betegnes som en af de mest brutale i verden. I forbindelse med borgerkrigen er der blevet begået ekstremt uhyggelige overtrædelser på menneskerettighederne med kidnapning af børn, der er blevet udsat for vold, seksuelt misbrug, og som er tvunget til at kæmpe som børnesoldater. Det er stadigvæk en stærkt traumatiseret befolkning, der især brændemærkede den unge del af befolkningen i Uganda. Landet har en skæv demografi, hvor netop de unge er stærkt overrepræsenteret i befolkningen. Det frygtes derfor, at der de kommende år vil være endnu større udfordringer med beskæftigelsen blandt unge.

Uganda er et ungt demokrati, og solide demokratiske principper er endnu ikke rodfæstet. Det betyder bl.a., at landet ikke har nogen solid og stabil opposition, og at disse partier generelt set har svære vilkår for at etablere sig. Overtrædelser på ytrings-, presse, forsamlings- og foreningsfrihed er en del af dagligdagen. Derudover rapporteres der om, at Præsident Museveni har omfattende kontrol med domstolene.

Loven kræver, at kvinder har de samme rettigheder som mænd. Men især i landdistrikterne er diskrimination mod kvinder fortsat et udbredt fænomen. I henhold til lokale love kan kvinder ikke eje eller arve ejendom eller beholde forældremyndigheden over deres børn. Polygami, hvor en mand har flere koner, er lovlig i henhold til både almindelig og islamisk lov, og i nogle etniske grupper kan mænd “arve” enkerne fra deres afdøde brødre. Kvinderne oplever økonomisk forskelsbehandling i adgangen til beskæftigelse, lån, indkomster og ledende stillinger. Den økonomiske diskrimination forhindrer dem i øget uafhængighed fra mændene. En undersøgelse fra ActionAid i 2010 viser, at selv om kvinder gør det meste af arbejdet i landbruget, ejer de kun 7 procent af landbrugsarealet.

Observation

Den 26. maj forbød Ibrahim Abiriga, Aruas distriktkommissær, fire politikere at deltage i et politisk talkshow på en populær radiostation. I et brev beordrede Abiriga radioens ledelse til at aflyse interviewet med oppositionspolitikerne Bernard Atiku (FDC), Nelson Cemari (UPC), tidligere ambassadør Harald Acemah (UPC) og Titia Kamure (UPC). Abiriga hævdede, at politikernes udsagn truede landets sikkerhed. Oppositionspolitikerne fik derfor ikke adgang til programmet.