Landets historie

I 1888 indgik den engelske imperiebygger og forretningsmand Cecil John Rhodes (1853-1902) en aftale med ndebelernes konge, Lobengula, der førte til den britiske kolonisering af Zimbabwe. Landet blev dengang døbt Rhodesia efter grundlæggeren Cecil John Rhodes.

Den oprindelige befolkning i landet – ndebelerne og shonaerne – gjorde i 1896–1897 oprør mod de hvide kolonisters rovdrift af jorden. Oprøret mislykkedes, men blev senere kendt som Den første Chimurenga (befrielseskrig).

Rhodesia havde fra 1923 til 1965 status som selvstyrende koloni, indtil landets hvide magthavere erklærede ensidig uafhængighed fra England. Landets politiske system – med dets apartheidlignende forhold – holdt stadig det sorte befolkningsflertal langt væk fra magten. Den folkelige modstand voksede sig med tiden stor, og efter en blodig borgerkrig – Den anden Chimurenga – der varede fra 1966 til 1979, blev Zimbabwe den 18. april 1980 selvstændigt – 20-30 år efter de fleste andre afrikanske kolonier. Den første leder blev Robert Gabriel Mugabe, som stadig er landets præsident.

Efter mislykkede politiske forhandlinger omkring omfordelingen af den frugtbare jord, som de hvide havde tilranet sig i kolonitiden, tog Mugabe i 2000 initiativ til en bølge af – ofte brutale – jordbesættelser, der tvang over 4.000 hvide væk fra deres farme. Det mødte stor modstand i Vesten og blev starten på en alvorlig økonomisk krise for Zimbabwe. Siden begyndelsen af 1990erne har Zimbabwe været på en rutsjetur, der har ført landet fra en førerposition i det sydlige Afrika som et af de fattigste lande. Inflationen var i juli 2008 på 231 millioner procent – en såkaldt hyperinflation og samtidig en kedelig verdensrekord.

Landet fik i 2009 en overgangsregering med oppositionspolitikeren Morgan Tsvangirai som premierminister og Mugabe som præsident. Der er dog stærk modstand i Zimbabwes militær og politi mod den nye magtdelingsaftale, og udsigterne for overgangsregeringen virker skrøbelige. Der har desuden været gentagne beskyldninger om valgsvindel under præsident Mugabes styre.

Den økonomiske nedtur for Zimbabwe har været fulgt af socialt sammenbrud. Arbejdsløsheden siges at ligge på omkring 90%. Mange skolelærere, sundhedspersonale og andre offentligt ansatte er holdt op med at arbejde, fordi de ikke får udbetalt deres løn – den offentlige service er helt i bund. Den humanitære situation i Zimbabwe er ligeledes kritisk. Selv om der ikke er tale om egentlig hungersnød, hvor folk dør af sult, går store dele af befolkningen hver dag sultne i seng og bliver dermed mere modtagelige for sygdomme.

Kunst, traditioner og tendenser

Den traditionelle kunst i Zimbabwe var oprindeligt bundet til vigtige sociale funktioner, men samfundets udvikling, globaliseringen og internettets udbredelse har svækket de traditionelle afrikanske religioner og med dem den traditionelle kunst.
Situationen er nu den, at traditionen lever videre nogle steder, men mange steder er den død. For mange af Zimbabwes samtidskunstnere fungerer den traditionelle kunst i dag mere som en inspirationskilde, end som en egentlig fastholdelse af traditionen.

Under Mugabes brutale regime bruges medierne og kunsten ofte som vigtige instrumenter mod præsidentens manipulation, propaganda og indoktrinering. Manglende infrastruktur, et publikum uden penge, kunstnere, som flygter ud af landet, og en kraftig censur har reduceret mulighederne for at udvikle Zimbabwes kunstneriske potentiale og skabe et blomstrende kulturliv. Men passionerede kunstneriske ildsjæle fortsætter den levende kamp.

Litteratur

Store britiske forfattere bosatte sig under koloniseringen i Afrika og medbragte traditionen for det skrevne ord. Litteratur på lokalsprogene shona og ndebele er meget populær i landet, samtidigt med at en del litteratur bliver skrevet på engelsk eller senere oversat.

Af litteratur fra tiden efter løsrivelsen kan nævnes Charles Mungoshis “Waiting for the Rain” (1975), Dambudzo Marecheras “The House of Hunger” (1978) og Stanley Nyamfukudzas “The Non-Believer’s Journey” (1980).

Tsitsi Dangarembga er én af de nyere forfattere, der har skrevet en meget vellykket feministisk dannelsesroman (“Nervous Conditions,” 1988, da. “Nervøse tilstande,” 1992). Yvonne Vera har skrevet en anmelderrost kortprosa, hvor både tekstens figurer og fortæller får lov til at drømme, associere og fabulere, fx “Without a Name” (1994, da. “Uden navn,” 1996) og “Butterfly Burning” (1998).

Siden 1980′erne har den årlige Zimbabwe Book Fair i Harare været et vigtigt spillerum for Zimbabwes kritiske offentlighed, og Book Café i Harare spiller en central rolle for udviklingen af unge kunstneriske talenter.

Menneskerettigheder

Zimbabwe er en af sværvægterne, når det kommer til overtrædelser af menneskerettigheder. Robert Mugabe og hans parti ZANU-PF sørger for, at befolkningen ikke for alvor får indflydelse på, hvem, de ønsker, skal lede landet. I forlængelse heraf beskriver internationale og nationale observatører præsidentvalgene som alt andet end frie og retfærdige. Der er formelt set en todeling af magten, men Mugabe begår systematisk overgreb med hjælp fra sikkerheds- og paramilitære styrker på oppositionspolitikere, aktivister og civilbefolkningen for at forhindre modstand og kritik. Det indebærer tortur, voldelige metoder og fratagelse af grundlæggende frihedsrettigheder.

Forfatningen giver i teorien ytrings- og pressefrihed, men regeringen har i lovgivningen indskrevet klare begrænsninger, der kan træde i kræft ved “sikkerhedsinteresser, fastholdelse af den offentlige orden, statens økonomiske interesser, den offentlige sædelighed m.m.”. Det betyder i praksis, at sikkerhedsstyrker og myndigheder slår hårdt ned og arresterer personer, der i længere perioder udtaler sig kritisk om præsident Mugabe og regeringen. Det fører til, at journalister og forlag praktiserer selvcensur.

Ligesom i de omkringliggende lande er vold mod kvinder et alvorligt problem, og især er hustruvold udbredt. Kvinderne anmelder sjældent tilfældene af frygt for at blive ladt i stikken og blive udstødt af familien, og fordi myndighederne i stort omfang anser det for private anliggender, hvor der kun tages retslige skridt i de mest åbenlyse tilfælde.

Observation

Den 27. november 2010 døde Augustine Mahute efter at have fået tæsk af ZANU-PF-Youth og efterfølgende af politiet. Augustine Mahute var regeringsmodstander og aktivst for partiet MDC. ZANU-PF-Youth forhindrede efterfølgende Mahutes familie i at afholde en begravelse for hende.