Landets historie

Gambia er med et befolkningstal på 1,7 millioner og sine 11,295 km² et af Afrikas mindste lande. Siden uafhængigheden i 1965 har Gambia nydt relativ politisk stabilitet. Landets historie har været præget af geostrategiske interesser, og flere kolonimagter har forsøgt at overtage kontrollen med landet. Det skyldes i høj grad Gambiafloden, der løber tværs igennem landet og dermed er vigtig for handel og søfart.

I 1200-tallet var området omkring Gambia floden under ledelse af Mali riget, som bevarede kontrollen helt frem til midten af 1400-tallet. Her blev de afløst af portugisernes ankomst, der gjorde området til et lukrativt knudepunkt for handel. Det blev især en udskibningshavn for slaver, ædle metaller og et vigtigt bindeled på søfartsruten mellem Afrika og Fjernøsten.

I 1618 solgte den portugisiske krone sine handels- og territoriale rettigheder til det britiske imperium. Herefter voksede handlen med slaver kraftigt op gennem det 17. og 18. århundrede. Briterne tjente styrtende summer penge på at fragte indfangede slaver inde fra hovedlandet ud via Gambia floden og videre ud til resten af verden.

I 1700- og 1800-tallet blev størstedelen af befolkningen islamiseret. Islam blev allerede introduceret i området i 1000-tallet, men måtte vente 700-800 år, før det for alvor fik gennemslagskraft i befolkningen. Dette foregik dog ikke uden uroligheder, og op gennem det 19. århundrede var landet præget af en række religionskrige. I dag er 90 % af befolkningen muslimer.

Da handel med slaver i starten af 1800-tallet blev forbudt, mistede området sin store økonomiske betydning. I første omgang var det kun handlen med slaver, der blev forbudt, mens det at eje slaver fortsatte i Gambia helt frem til 1906. Til trods for at Gambia floden med afskaffelsen af slavehandlen havde mistet sin unikke betydning for handel og søfart, fik kolonien i det 19. århundrede en anden vigtig geostrategisk rolle. Gambia er omkranset af Senegal og bidrog som sådan til den franske kontrol over Afrika syd for Sahara. Der opstod længere territoriale konflikter mellem kolonimagterne Frankrig og Storbritannien.

I 1889 indgik Storbritannien og de franske koloniherrer i nabolandet Senegal en aftale omkring grænsedragningen mellem deres respektive kolonier. Det betød, at Storbritannien definitivt blev anerkendt som koloniherrer i Gambia.

Det er først i 1963, at Gambia får en form for administrativ autonomi. Det var dels en konsekvens af den afkoloniseringsproces, der var sat i gang efter 2. Verdenskrig, og dels for at imødekomme de antikoloniale kampe, der havde præget Afrika og resten af verden. To år senere fik Gambia sin ubetingede uafhængighed og blev optaget i det britiske statssamfund Commonwealth.

Den første leder af landet blev Dawda Jawara. Han var premierminister fra 1962 –70, indtil landet brød med det engelske monarki og overgik til at være en republik, herefter blev han udnævnt til præsident frem til 1994.

Undervejs blev Jawara og hans regering udsat for en række kupforsøg, heriblandt et fra den islamiske opposition i  1981, der ville indsætte et islamisk regime. Oprøret blev slået ned af tropper fra Senegal, der på anmodning fra præsident Dawda invaderede landet.

Det mislykkede kupforsøg medførte dannelsen af føderationen Senegambia. Gambias regering havde brug for Senegals militære hjælp til at forhindre kupforsøg. Føderationen blev en sammenblanding af de to stater Senegal og Gambia. Den blev ledet af den senegalesiske præsident Abdou Diouf og et ministerråd i samråd med et fællesparlament mellem de to lande. Senegambia eksisterede formelt fra februar 1982 til slutningen af 1989.

I slutningen af 1989 underskrev Gambia en aftale om gensidigt forsvar med Nigeria. Gambias formål med aftalen var at sikre sit forsvar, og landet genvandt dermed den uafhængighed, det havde mistet i føderationen med Senegal. Aftalen med Nigeria indebar i realiteten en opløsning af Senegambia.

En af de væsentligste begivenheder i nyere tid er, da den nuværende Præsident Yahya Jammed i 1994 foretog et statskup. To år efter han havde haft succes med kuppet vendte landet tilbage til et konstitutionelt styre, og siden da har selvsamme Yahya Jammed vundet tre præsidentvalg, der dog er blevet stærkt kritiseret af valgobservatører.

Økonomi

Gambia har til trods for en stabil udvikling ikke formået at opnå en tilstrækkelig økonomisk fremgang. Selvom Gambia floden løber tværs gennem landet, er det kun en sjettedel af jorden, som er dyrkbar, hvilket har medført en klar overvægt i dyrkning af en afgrøde: Jordnødder. Trefjerdedele af befolkningen er tilknyttet landbrug, og investeringer i kun en afgrøde, en eksportvare, gør landets økonomi sårbart i forhold til tørkeperioder og verdensprisen på jordnødder. Det har blandt andet betydet, at landet er afhængig af international bistand i perioder med dårlig høst eller lave priser. Jordnødder og produkter herfra udgør ca. 80 % af eksporten. Derudover udgør fiskeri og turisme vigtige indtægtskilder.

Kultur

Gambia er mest kendt for levende musik og dans. Gambias kunst og kultur er qua dets historie et produkt af mange forskellige påvirkninger, hvorfor man ofte kan se spor fra forskellige etniske grupper fra hele det vestlige Afrika, især Senegal. Kolonimagterne (europæerne) har uundgåeligt præget landets historie, hvilket også afspejles i kunsten.

Gambia har en række anerkendte musikere såsom Amadou Bansang Jobarteh og Foday Musa Suso, der grundlagde bandet “Mandingo Griot Society” i New York i 1970′erne. Bandet spillede fusionsjazz og fik afgørende betydning for mandinka-musikkens gennembrud på avantgarde-scenen i New York. Derudover samarbejdede de også med nogle af datidens kendte musikere som Bill Laswell, Philip Glass og Kronos Kvartetten.

Gambiansk populærmusik fik sit gennembrud i 1960′erne med ”The Super Eagles” og ”Guelewar”. Super Eagles spillede merengue-musik, der oprindeligt stammer fra latinamerika, men med en afrikansk lyd som base. Gruppen vendte senere tilbage til landets traditionelle musikalske rødder og tilbragte to år med at rejse rundt i Gambia for at studere den traditionelle musik. Resultatet blev bandet ”Ifang Bondi”, hvis stil betegnes som en blanding af afro- og mandinka-blues. I dag lever den gambianske mandinka-musik stadig, og her er de mest populære eksponenter Jaliba Kuyateh og hans Kumareh band.

Der er også en blomstrende hip hop-scene i Gambia, som blev etableret op gennem 1990′erne. De gambianske hip hop-bands er kendt for at blande hip-hop med reggae, mbalax, salsa, dancehall o.a.

Menneskerettigheder

Homoseksualitet er forbudt i landet, og i maj 2008 erklærede præsident, Yahya Jammed åben krig mod homoseksuelle og proklamerede, at han ville gennemføre en lovgivning, der var skrappere end Irans. Han ville således «skære» hovedet af enhver bøsse eller lesbisk i landet. Under et møde i Tallinding gav han landets homoseksuelle et «sidste ultimatum» om at forlade landet eller blive dræbt.

Medier i Gambia udsættes for store begrænsninger. Radiostationer og aviser skal betale store licensafgifter for overhovedet at få lov til at sende. Landets medielovgivning indebærer, at en kommission har beføjelser til at fængsle journalister, hvis de er for kritiske over for landets regering. Det har ikke alene fængslet kritiske journalister, men også haft en præventiv effekt på andre og nye journalister, der frygter for at komme på tværs af kommissionen. I forlængelse heraf rapporterer Journalister Uden Grænser (RSF), at der er en “absolut intolerance over for enhver form for kritik” af Gambias regering med dødstrusler, overvågning og vilkårlige anholdelser til følge.

Jammeh stillede i 2006 op til tredje periode som præsident og vandt det med 67,3% af stemmerne. Hans modkandidat Ousainou Darboe fik 26,7% af stemmerne og kritiserede Jammeh for valgsvindel og trusler mod vælgere. Mange gambianere misbilliger Jammehs hårde styreform, hvor oppositionspolitikere eksempelvis sættes i fængsel uden sigtelse. Det siges dog, at han har gjort meget for at forbedre skoler, hospitaler og infrastrukturen.

I juni 2007 slog en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium fast, at Gambia stadig har store udfordringer med, at kvinder og børn bruges til tvungent arbejde og lever under slavelignende forhold. Ifølge rapporten tvinges de til at være tjenestefolk, tigge på gaderne for koranskoler eller arbejde i det skjulte som prostituerede.

Observation

En strammere medielovgivning blev indført i slutningen af ​​2004 med yderligere fængselsstraffe for journalister fundet skyldig i injurier eller oprør. Deyda Hydara, en af ​​presselovens førende kritikere og redaktør af den private avis The Point, blev skudt dagen efter, at loven blev vedtaget.