Landets historie

Palæstina er i dag omdrejningspunktet i en af de største konflikter i verden, og det er næsten umuligt at tale om Palæstina uden at nævne Israel.

Palæstina udgjorde oprindeligt det landområde ved Middelhavets østkyst, der omgives af Libanon, Syrien, Jordan og Egypten. Allerede i 1880erne begyndte den jødiske indvandring til Palæstina, der tiltog, da Adolf Hitler kom til magten i Tyskland i 1933. I 1882 boede der således omkring 24.000 jøder i Palæstina og i 1948 ca. 650.000. Den store indvandring skærpede modsætningen mellem områdets jødiske og arabiske befolkning. Efter masseudryddelsen af jøder under 2. Verdenskrig følte verdenssamfundet en moralsk forpligtelse til at støtte det jødiske ønske om et hjemland, og i 1947 foreslog FN Palæstina delt i en arabisk og en jødisk stat.

Da den jødiske stat Israel blev udråbt den 14. maj 1948, udløste det en krig mellem Israel og de arabiske nabostater. Uafhængighedskrigen fra 1948-49 blev en katastrofe for Palæstinas arabiske befolkning. Da der blev indgået våbenhvile, var staten Israel større end det område, der var fastlagt i FNs delingsplan. Efter Seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel yderligere områder, bl.a. Vestbredden og Gaza-striben, hvilket betød, at jøderne nu kontrollerede hele Palæstina og Jerusalem. Yderligere 700.000 palæstinensere blev gjort til flygtninge, og den arabisk-palæstinensiske stat kunne ikke realiseres.

De to befolkningsgruppers følelse af at være ofre for uretfærdighed har siden bidraget til den uforsonlighed, der præger den nationale konflikt mellem palæstinenserne og israelerne.

I begyndelsen af 1990erne lykkedes det en gruppe palæstinensiske og israelske politikere at nå frem til en fælles aftale, hvori de to parter kunne anerkende hinanden som legitime repræsentanter for henholdsvis den palæstinensiske og den israelske befolkning og give løfte om skabelsen af en fremtidig palæstinensisk stat bestående af Gaza og Vestbredden, hvilket foreløbig har udmøntet sig i de palæstinensiske selvstyreområder. Da selvstyret blev etableret i 1994 var det med løftet om, at en endelig løsning på konflikten skulle ligge klar i løbet af fem år.

Det palæstinensiske selvstyre stod imidlertid over for store problemer. Internt var udviklingen præget af et ineffektivt og korrumperet lederskab, der ikke var i stand til at indfri befolkningens forventninger om selvstændighed, demokrati og økonomisk udvikling. Dertil kom en stigende opposition, især repræsenteret ved den islamiske bevægelse Hamas. Samtidigt satte en ny og mere uforsonlig israelsk præsident Benjamin Netanyahu i 1996-99 fredsprocessen på vågeblus, og efter mislykkede forhandlinger i 2000 brød et nyt palæstinensisk oprør ud, som fik Israel til at reagere med en massiv magtanvendelse. Yderliggående palæstinensiske grupper svarede igen med en lang række selvmordsbomber, der forvoldte store civile tab i Israel og igen skærpede Israels holdning til palæstinenserne. Dette førte i foråret 2002 til en næsten total israelsk genbesættelse af de palæstinensiske selvstyreområder.

Fra 2002 var den daværende palæstinensiske leder Arafats hovedkvarter i Ramallah omringet af israelske styrker, og hans reelle politiske betydning var minimal, indtil han døde i 2004. Siden har den nuværende palæstinensiske leder Abbas haft svært ved at få gennemført forbedringer for befolkningen, og den islamistiske bevægelse Hamas indflydelse er blevet øget markant.

I 2005 rømmede Israel Gaza-striben og nedlagde alle jødiske bosættelser i området, samtidigt med at de anlagde en stor mur ved grænsen til selvstyreområdet, angiveligt for at forhindre terrorister i at infiltrere Israel. Muren ligger imidlertid på palæstinensisk territorium og vanskeliggør palæstinensernes adgang til deres marker.

Hamas vandt overraskende det palæstinensiske parlamentsvalg i 2006. Det førte til en yderligere nedkøling i forholdet til Israel, som nægtede at anerkende den Hamas-ledede regering. I 2007 – efter et år med international boykot, massive israelske militæroperationer og voldsomme interne kampe – dannedes en national samlingsregering med ministre fra Hamas og Fatah. Da Hamas i midten af juni 2007 gennemførte en voldelig magtovertagelse i Gaza, valgte præsident Abbas fra Fatah-partiet at erklære undtagelsestilstand og udnævne en teknokratisk nødregering under tidligere finansminister Salam Fayyads ledelse. Med en teknokratisk regering forstås et politisk system, hvor beslutningsmagten reelt ligger hos eksperterne og ikke hos politikerne. Dvs. at demokratiet i selvstyreområderne reelt er sat ud af kraft.

Siden krigen i 1967 har Israel – i strid med international lov – bygget og siden udbygget bosættelser på besat og beslaglagt palæstinensisk jord. Antallet af israelske bosættere i Øst-Jerusalem er nu over 200.000, og på Vestbredden udgør tallet 300.000. Bosættelserne skaber to overordnede problemer for en varig fredsløsning. For det første konfiskeres der mere og mere palæstinensisk jord, hvilket betyder, at en fremtidig palæstinensisk stat i stigende grad bliver et urealistisk projekt, og for det andet øger bosættelserne voldsspiralen, fordi både bosætterne og det israelske militær, der beskytter dem, er en torn i øjet på de lokale og giver anledning til både angreb og gengældelse fra begge sider. Bosættelserne besværliggør livet for palæstinenserne, der ofte hverken kan bringe deres varer til markederne eller komme til og fra arbejde pga. de mange sikkerhedsforanstaltninger fra det israelske politi.

Der har været adskillige voldsomme sikkerhedskriser i Gaza, senest med Gaza-krigen i vinteren 2008/2009, hvor et stort antal civile palæstinensere blev dræbt, mens adskillige tusinde blev internt fordrevet. Efter en våbenhvile i januar 2009 har situationen været relativt rolig, dog med enkelte sporadiske sammenstød mellem Hamas og Israel.

Kunst, traditioner og tendenser

Det palæstinensiske samfund slås med mange problemer. Infrastrukturen på Vestbredden og i Gaza-striben kan på ingen måde sammenlignes med den i Israel, og muligheden for at finde et godt arbejde er ret begrænset. Hertil kommer, at palæstinensernes bevægelsesfrihed er indskrænket på grund af de mange israelske checkpoints og den israelske sikkerhedsmur på Vestbredden.

Der eksisterer en ekstrem forskel mellem rig og fattig i Palæstina. På den ene side er der de veluddannede palæstinensere, der typisk er opvokset i Vesten, men som er vendt tilbage til landet. Det er oftest dem, der har de bedste jobs og de fleste penge. På den anden side findes der dem, der hele tiden har boet i Palæstina, og som har haft langt ringere chancer for at stige op ad den sociale rangstige og sikre deres børn en god fremtid. Mange af de palæstinensere, der tilhører denne gruppe, lever i dag i reel fattigdom.

I de palæstinensiske samfund fandtes der før i tiden en blomstrende folkekultur. Især de rigt broderede kvindedragter, hvor hver landsby havde sit eget mønster, er blevet et af symbolerne på palæstinensisk identitet, og i flygtningelejrene undervises pigerne fortsat i den gamle kunst. Folkemusik og folkedans holdes ligeledes i hævd, og der findes kulturcentre både i selvstyreområderne og i de store flygtningelejre i nabolandene, hvor traditionerne videreføres til den næste generation. Musikere som Trio Jubran har gjort den palæstinensiske musiktradition kendt internationalt. I de senere år har palæstinensiske kunstnere fra den palæstinensiske diaspora påbegyndt et frugtbart samarbejde med kunstnere hjemme i Palæstina, hvilket i sær har resulteret i at globale stilarter som hiphop og electronica har fået et eget palæstinensisk udtryk og publikum.

Den folkelige fortællekunst i Palæstina har inspireret til udviklingen af et frugtbart teatermiljø. Siden 1970erne har teatergruppen al-Hakawati (‘Fortælleren’) i Jerusalem gennem sine humoristiske og satiriske forestillinger bidraget til at styrke palæstinensisk sammenhold. Der eksisterer et forholdsvis stort udbud af bøger og en varieret presse. De mest kendte dagblade er al-Quds og al-Nahar. Imidlertid udgør censur, både den israelske og den i de arabiske selvstyreområder, et stigende problem for pressefriheden. I de seneste år kunne man se en stigning i den palæstinensiske filmproduktion, der oftest sker i samarbejde med europæiske eller arabiske selskaber.

Menneskerettigheder

Palæstina befinder sig midt i en af verdenshistoriens længste konflikter. Israels behandling af palæstinensere strider mod en lang række internationale bestemmelser, og nogle eksperter sammenligner behandlingen med Sydafrikas apartheid.

Den store mur, der adskiller Palæstina og Israel, er et tydeligt bevis på konflikten, hvor de to parter ikke formår at nå hinanden. Palæstinenserne betragter muren som undertrykkende, mens israelerne argumenterer for, at den er et værn mod selvmordsbombere.

Den tidligere israelske premierminister, Ehud Olmert, og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, genoptog dialogen om en fredsaftale, men forhandlingerne gik i stå, og med den nye højreorienterede regering med premierminister Benjamin Netanyahu i spidsen og den stigende tilslutning til Hamas, ser forhandlingerne stadig svære ud.

Konflikten mellem Israel og Palæstina samt de interne stridigheder mellem Fatah og Hamas har gjort Palæstina til et af de mest vanskelige områder at være journalist. Angreb på journalister er hverdagskost. Journalister udsættes for intimidering af det israelske militær, om end i lige så høj grad af henholdsvis Fatah og Hamas. Selvcensur er derfor udbredt, og Journalister Uden Grænser (RWB) rangerede Palæstina som nr. 163 ud af 173 lande i sit 2008 “Press Freedom Index”.