Hvad er menneskerettigheder, og hvad skal vi med dem?

”Jeg er fuldstændig uenig med dig, men jeg vil kæmpe med mit liv for at forsvare din ret til at have den mening.”

Sådan sagde den franske forfatter og debattør Voltaire (1694-1778) engang, og citatet bliver ofte brugt til at beskrive FN’s menneskerettigheder, der bygger på tolerance og anerkendelse mellem mennesker uanset politisk-, religiøs- eller etnisk baggrund. Menneskerettighederne er rettigheder, der regulerer forholdet mellem individ og kollektiv og sikrer mindretallets eksistensbetingelser, selvbestemmelse og identitet.

I Danmark er det de færreste, der dagligt tænker på menneskerettigheder. De kan synes langt fra en travl hverdag med skole, venner, fritidsinteresser og arbejde. Det er ikke kun i Danmark, at rettighederne kan virke fjerne. Hos en familie med en daglig kamp for at skaffe mad og penge til at overleve er første punkt på dagsordenen næppe at kæmpe for en uafhængig domstol. Hvorfor skal vi værne om et system, der i lande som Danmark tilsyneladende fungerer udmærket og har gjort det i årtier, og som i fattige dele af verden ikke gør den store smagsforskel til en skål ris?

Det skal vi, fordi menneskerettigheder er principper, der er styrende for opbygningen af det moderne samfund med demokrati, retssamfund og velfærdsstat. Menneskerettigheder er baseret på princippet om respekt for det enkelte menneske. Det er et sæt af universelle love, der principielt gælder for alle mennesker. Mens nationer nyder specifikke rettigheder, der kun gælder for nationens indbyggere, er menneskerettighederne rettigheder, som overskrider grænserne, og som alle er berettigede til – uanset hvem de er, eller hvor de bor. Rig som fattig, sort som hvid, buddhist som muslim.

Disse principper er blandt forudsætningerne for på lang sigt at give den fattige familie brød på bordet, højere grad af selvbestemmelse og mulighed for at styre deres fremtid. For den almindelige dansker er menneskerettigheder en af den type strukturer, vi først opdager, når vi mister dem.

Menneskerettighederne er overalt

Menneskerettigheder har en særdeles bred berøringsflade og beskæftiger sig med næsten alle facetter af menneskelig interaktion. Det er lige fra de klassiske grundrettigheder, som de fleste kender, nemlig religionsfrihed, personlig sikkerhed, retten til retfærdig rettergang, ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed, respekt for privatlivet og familielivet osv. over til de mere jordnære, der omkredser de helt almindelige handlinger i vores dagligdag. Her giver de ret til at få et arbejde, at rejse ud i verden, vælge en partner selv og til at have fritid. Selv når du lægger dig til at sove, beskyttes du og skal ikke frygte at blive vækket af sikkerhedsstyrker, der ransager dit hjem. Menneskerettighederne er som en beskyttende hinde om din dagligdag og sikrer dig personlig frihed.

Historie

Menneskerettigheder har haft en lang rejse frem til i dag. De bygger på en række historiske begivenheder, heriblandt Virginia-erklæringen af 1776 og den franske revolutions erklæring af 1789, der var blandt de første juridiske dokumenter i moderne tid. De stillede alle borgere lige for loven og gav dem en række basale frihedsrettigheder. Den afgørende begivenhed frem mod menneskerettighedserklæringen af 1948 var dog 2. verdenskrig. Efter krigen var der bred politisk enighed om, at det skulle være slut med forfølgelse og drab på mindretal. Erklæringen blev derfor et modstykke til den systematiske etniske udrensning, verden havde været vidne til. Med erklæringen ville man undgå de kaotiske og barbariske tilstande, der kan opstå, når et samfund ledes af et enkelt menneske uden faste strukturer, der sikrer samfundet en vis stabilitet.

Siden erklæringen blev til i 1948, har mange lande rundt om i verden taget menneskerettighederne til sig, men vi har også været vidne til en ujævn vægtning af rettighederne, afhængigt af hvor i verden man befinder sig. Der har været en generel tendens til, at de vestlige kulturer har opprioriteret borgerlige og politiske rettigheder, til tider på bekostning af de økonomiske og sociale rettigheder såsom retten til uddannelse, sundhed og økonomisk omfordelingspolitik. På samme måde har eksempelvis tidligere sovjetblok-lande og asiatiske lande haft en tendens til at opprioritere de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, men har forsømt de borgerlige og politiske rettigheder.

Kritik af menneskerettigheder

Kritikere mener, at udbredelsen af menneskerettigheder bygger på kulturimperialistisk projekt fra Vesten. Den siges at være et skalkeskjul for magtpolitiske, territoriale og økonomiske interesser. Det påpeges endvidere, at menneskerettigheder ikke er sammenligneligt med kulturer, der er opbygget omkring kollektive enheder som familie, klan, stamme osv., da menneskerettigheder primært bygger på det grundlæggende i den vestlige, kapitalistiske samfundsorden, nemlig individets frihed. Forestillingerne om, at asiatiske værdier ikke harmonerer med individuelle rettigheder, eller at “islamiske kulturer” ikke kan fungere med demokrati, er blevet dementeret af historiens gang. Senest vidner situationen i Mellemøsten og Nordafrika da også om en bred folkelig opbakning og et krav om grundlæggende menneskeretsprincipper. Globalt er menneskerettighederne blevet bekræftet i en meget bred tilslutning over hele verden til de traktater, som udgør de internationale love om menneskerettigheder.

Fremtiden

Menneskerettighedernes udvikling er tæt forbundet med begivenheder og forandringer, der sker i det internationale samfund. Derfor vil vi fortsat både se fremskridt og tilbagegang rundt om i verden. Mange lande er siden erklæringen fra 1948 overgået til demokrati, og i mange lande er der sket forbedringer af borgers rettigheder over for stater – men eksempler på tilbagegang ses stadig. Det gælder i høj grad også i Vesten i lande, der normalt kæmper for udbredelsen af rettighederne. Efter d. 11. september 2001 har der været tendenser til, at menneskerettighederne fik sekundær prioritet. USA har oprettet fængslerne Abu Ghraib og Guantanamo-basen, hvor der bruges tortur under påskud af at forhindre terrorisme. I Frankrig har især tørklædedebatten og den franske roma-politik vakt bekymring om lighed for loven. I Danmark peger eksperter på, at den stigende overvågning er på kant med principper i menneskerettighederne.

Det kan måske synes som dråber i havet og virke mindre betydningsfuldt i forhold til nogle af de overtrædelser, vi ser andre steder i verden. Men det har fundamental betydning, at Vesten går foran. At gå på kompromis med menneskerettighederne sætter ikke alene sine spor i det enkelte land, men breder sig til resten af verden. For hvis vi ikke selv opretholder principperne, vil vi i forsøget på at viderebringe menneskerettigheder i konfliktramte områder blive mødt af spørgsmålet: ”Hvis i ikke selv gør, hvorfor skal vi så?” En udvikling, der kan føre til en negativ spiral – det er, når det kan synes hårdest, at menneskerettighederne for alvor skal stå deres prøve.

Læs hele Verdenserklæringen om Menneskerettighederne her.