Center for Kultur og Udvikling skaber og styrker kulturelt samarbejde med udviklingslandene
CKU arbejder for at styrke udviklingslandenes kunst og kulturer for at opdyrke ressourcer og skabe vækst og udvikling. En væsentlig del af arbejdet består også i at formidle viden om udviklingslandenes kulturer gennem kunst, der udfordrer gængse opfattelser og skaber indsigt og refleksion. CKU blev oprettet som sekretariat i 1998 som følge af de tre første Images festivaler og er i dag en selvstændig institution under Kulturministeriet. CKU har en bestyrelse bestående af 5 medlemmer og en observatør fra Udenrigsministeriet og råder over et budget på 14 mil. årligt.
Kunstpulje
CKU’s støtteordning giver penge til kulturudveksling mellem Danmark og udviklingslandene. Støttekriterierne bygger på kvalitet, fornyelse og etablering af partnerskaber. Der prioriteres projekter, som er i stand til at skabe nye spejlinger og nedbryde stereotyper og fordomme – som er kreativt nyskabende – og som forankres i partnerskaber med potentiale for at generere nye samarbejder og videndeling på sigt.
CKU har støttet alt fra kenyanske rappere, som har brugt musikken til at slippe ud af slummen – over et grønlandsk/boliviansk samarbejde, der har ført til en filmproduktion om kunst hos oprindelige folk – til cubansk arkitektur, der viser os, hvordan man effektiviserer pladsudnyttelsen i en voksende storby. Puljen kan ansøges af enkeltpersoner, foreninger og større organisationer, og der er frist 3 gange årligt. Læs mere på CKU’s hjemmeside.
Kultur & Bistand
Generelt lægges kræfterne i at realisere den danske strategi for kultur og udvikling, hvilket betyder at integrere og promovere kunst og kultur i de danske bistandsaktiviteter. CKU formulerer kulturstrategier i samarbejde med de danske repræsentationer i udviklingslandene og medvirker til implementeringen sammen med danske og udenlandske partnerorganisationer. De seneste år er det blevet etableret samarbejde i Ghana, Vietnam, Nepal, Bolivia, Afghanistan, Uganda, Palæstina, Tanzania, Mali, Burkina Faso og Mozambique og regionale programmer i Afrika og Mellemøsten.
IMAGES festival
Images-festivalerne har gennem syv festivaler opbygget et stærkt brand som en enestående international festival, der præsenterer de seneste kulturelle udtryk og samtidskunst fra udviklingslandene. CKU blev etableret som følge af Images festivalerne, som startede i 1991 med Images of Africa, 1991 og blev fulgt op at endnu 2 Images of Africa i 1993 og 1996. Siden kom Images of the World i 2000, Images of Asia i 2003, Images of the Middle East i 2006 og i 2010 gik man bort fra det regionale fokus og vendte om på ordene og lukkede hele verden ind med My World Images. Næste festival finder sted i 2012. Læs mere på images.dk.
Videnscenter
Vi tilbyder information og rådgivning relateret til kultursamarbejde med udviklingslandene og råder over bibliotek, arkiver og databaser, som er åbne for offentligheden. Man kan med andre ord komme ind fra gaden og finde litteratur og information i forbindelse med et projekt eller en opgave.
