Spoken word-poeterne er vor tids troubadurer!

Spoken word-bevægelsen begyndte i New York i 80′erne og er på mange måder en renæssance af 1960′ernes beatbevægelse. En gruppe forfattere, der fandt sammen i New York – og senere i San Fransisco – om en spontan kreativitet, der fandt sit stof i levet liv. Som Jack Kerouac, der skrev sin roman On the Road, 1957 (på dansk Vejen), da han lige netop var på vej tværs gennem USA på stoffer, poesi og jazz. I løbet af 1960′erne blev den hastigt ekspanderende beatkultur til en større bevægelse: den ene dag var man beatnik, den næste hippie med blomst i håret.

Som beatnikkerne vil spoken word-scenen have poesien ud af biblioteker og akademier – ud til folket. Man sværger også til spontan kreativitet: Der improviseres hellere end gennemskrives. Men, hvor beaten kæmpede for den personlige frihed til valg af seksuel orientering, brug af euforiserende stoffer og generel hedonisme i kontrast til 50’er-borgerskabet, så er spoken word-scenens talte tekster politiske og samfundskritiske med bredere udsyn.

I virkeligheden finder spoken word-scenen tilbage til poesiens begyndelse i orale kulturer. Til dengang poesien var et huskesprog og ikke et skriftsprog, fordi man hverken havde papir eller skriftsprog. Et huskesprog, der gør digteren til bærer af sin stammes eller sit samfunds historie, den kulturelle encyklopædi. Det være sig Mellemøstens beduindigtere, de australske aborigines med deres sanglinjer eller de afrikanske historiefortællere grioterne og den vestlige verdens troubadurer, der i middelalderen rejste rundt og optrådte med deres kærlighedsdigte og slap-sticks.

Spoken word-kunstnere er vores tids troubadurer og kultur-huskere. Set på den måde stammer spoken word ikke bare fra New York, men fra hele verdens og verdenshistoriens arv af digtere, der husker med rim og rytme i stedet for med pen og papir.